Efter kort tids indlæggelse er den unge mand, der blev offer for et knivoverfald onsdag morgen, rejst hjem fra Prag.
Det oplyser Danmarks ambassadør i Prag, Christian Hoppe, til Ritzau:
- Han er rejst hjem her til morgen, siger Christian Hoppe.
Ambassadøren afviser i øvrigt at komme ind på detaljer i sagen.
- Jeg har ikke noget fra politiet. Og jeg holder mig til, hvad politiet fortæller os. Det er dem, der leder efterforskningen. Så det er dem, vi må fæstne vores lid til, siger han.
Den unge danske mand, der blev stukket, var i den tjekkiske hovedstad for at holde vinterferie. Her blev han onsdag morgen angrebet med en kniv på Hotel Panorama i den tjekkiske hovedstad.
/ritzau/