Institut for Menneskerettigheder mistænkes for at have svindlet med bevillinger for flere millioner kroner.
Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Efter at have gennemgået en række ældre projekter på Institut for Menneskerettigheder har revisionsselskabet Price Waterhouse Coopers konstateret, at der over en periode fra 1997-2008 tilsyneladende har været en række uregelmæssigheder.
Det drejer sig ifølge revisionsselskabet om et samlet tab på projekter på i alt 3.192.000 kroner og bevidst ompostering af gamle tab til ikke eksisterende projekter, der blev oprettet til formålet.
Udenrigsministeriet har derfor nu valgt at inddrage Rigsrevisionen i sagen, som skal gennemgå regnskaberne over de næste par uger.
Nuværende behandlinger af bevillinger til instituttet er desuden sat i bero.
"Jeg finder vurderingen fra Price Waterhouse Coopers bekymrende og har derfor øjeblikkeligt udskudt behandlingen af den næste bevilling til Institut for Menneskerettigheders udviklingsprojekter," siger udviklingsminister Christian Friis Bach.
Dertil kommer, at Institut for Menneskerettigheders ledelse nu også skal stå skoleret for ministeren.
"Jeg har derudover krævet en hurtig redegørelse fra den nuværende ledelse," lyder det fra Christian Friis Bach i pressemeddelelsen.
Instituttets nuværende direktør er Jonas Christoffersen, der har siddet på posten siden januar 2009.
I den omtalte periode, hvor svindlen formodes at have fundet sted, var Morten Kjærum direktør for Institut for Menneskerettigheder. Han var i spidsen for instituttet fra 1991 til 2008.