Opgaven for en dansk fregat i Det Røde Hav vil være at lægge sig som et skjold mellem fragtskibene og de missiler, som Houthi-bevægelsen i Yemen sender afsted mod dem.
Det er missionen helt enkelt, forklarer Søren Nørby, der er adjunkt ved Forsvarsakademiet.
Her forsker han blandt andet i maritime operationer.
Regeringen meldte fredag eftermiddag ud, at man vil indsætte en dansk fregat i Det Røde Hav som led i en amerikansk ledet indsats for at beskytte den internationale skibstrafik.
- Amerikanerne har ofte gode efterretninger om, hvorfra på land angrebene kommer. Altså hvor der for eksempel står batterier, der sender missiler afsted, siger Søren Nørby.
- Så sørger man for at placere sig, så man kan beskytte skibstrafikken bag sig. Man er ligesom en bodyguard.
Det står endnu ikke klart, hvilken fregat der efter planen skal sendes afsted. Men alle de danske fregatter vil kunne udstyres med våben, der kan nedskyde både missiler og droner, forklarer Søren Nørby.
- Der er selvfølgelig nogle lande, herunder USA, der har skibe med missiler, der har en langt større rækkevidde end vores. Men kommer der en drone inden for omkring 18 kilometer af en dansk fregat, så kan man godt pille den ud af luften, siger adjunkten.
Det er langtfra første gang, at Danmark sender et krigsskib på mission i internationalt farvand. I de senere år har det især været i forbindelse med at bekæmpe pirateri.
Den nye indsats i Det Røde Hav vil dog være langt farligere for den danske besætning, siger Søren Nørby.
- Houthierne er teknologisk langt mere avancerede end for eksempel de somaliske pirater, man tidligere har lavet indsatser mod. Det er et helt andet trusselsscenarie.
- Man vil denne her gang være nødt til at bruge væsentligt flere ressourcer, også på at beskytte fregatten selv mod angreb.
Foruden USA indgår også lande som Bahrain, Frankrig, Norge og Canada i indsatsen i Det Røde Hav.
Houthiernes angreb på fragtskibe sker på baggrund af konflikten mellem Israel og Hamas, har den militante bevægelse tidligere meddelt.
Gruppen ønsker med sine angreb at skade israelske interesser.
/ritzau/