Netto findes allerede i Polen, Tyskland og Sverige, men Dansk Supermarked vil have den danske discountkæde endnu længere ud.
Det er dog endnu ikke lykkedes koncernen at finde interesserede samarbejdspartnere til den drøm. Det skriver Børsen.
Koncernchef Per Bank har ifølge avisen været på jagt efter en ny partner et godt stykke tid.
- Der er ret mange lande rundt omkring, hvor discount ikke har en særlig stor andel, og der kan man formentlig gå sammen med en eksisterende spiller. Jeg kommer med navnet, konceptet, logistik og it-systemer, og så skal den anden spiller komme med sit kendskab til markedet og hele sourcingdelen (indkøb af varer), siger han til Børsen og fortsætter:
- Jeg har til gode at bevise, at det kan lykkedes, siger han.
I Danmark har discountsupermarkederne omkring 40 procent af markedet, mens andelen i Tyskland ligger på 48 procent.
I Polen alene har Netto 348 butikker. Per Bank vurderer, at landet kan rumme cirka dobbelt så mange butikker som det nuværende antal.
Kilde: Børsen
Newspaq