Jonathan Groth er klar til anden runde ved VM i bordtennis i Sydafrika.
Lørdag åbnede den danske batmand turneringen med en sejr over kroaten Andrej Gacina efter en jævnbyrdig duel, der strakte sig over seks sæt.
Sejrscifrene lød på 8-11, 11-8, 11-9, 10-12, 11-6, 11-4.
Andrej Gacina var seedet som nummer 27 i turneringen, hvor der er 128 deltagere i herresingle.
I anden runde får danskeren iransk modstand i Durban. Her skal Groth møde Noshad Alamian, der overbevisende vandt sin kamp i første runde med 4-0 i sæt.
30-årige Jonathan Groths bedste mesterskabsresultat i herresingle er sølvet ved European Games i 2019.
Anders Lind deltager også ved VM. Han slog lørdag aften portugisiske Joao Monteiro over seks sæt. Lind vandt med cifrene 11-8, 12-10, 11-3, 9-11, 11-9, 11-7.
De to danskere kan potentielt løbe ind i hinanden i tredje runde, men det vil i så fald kræve, at Anders Lind skal vinde i anden runde, hvor han potentielt kommer til at stå over for sjetteseedede Hugo Calderano fra Brasilien. Oveni skal Groth slå sin iranske modstander i anden runde.
/ritzau/