Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I dag markerede Haderslev Kommune flagdagen for Danmarks udsendte. Mange hundrede mennesker var mødt op for at være med til at hylde veteraner, soldaterforeninger, beredskabet og soldater fra Haderslev Kaserne marcherede gennem byen ført an af Slesvigske Musikkorps.
"I Haderslev eksisterer der et særligt bånd mellem Forsvaret og befolkningen, og det kan man i den grad mærke en dag som i dag. Derfor er det også meget naturligt, at vi i Haderslev har en særlig markering af flagdagen for de udsendte", siger borgmester H.P. Geil.
Formålet med Flagdagen er at hædre de mennesker, der er eller har været udsendt på en mission i udlandet.
"Flagdagen er en god anledning til, at vi lokalt minder hinanden om den enorme indsats, som vores veteraner har ydet ude i verdens brændpunkter. Det er dejligt at se den kolossale opbakning til vores soldater, især i en tid hvor der er forsvarsforlig", siger borgmester H.P. Geil.
Det er niende gang, at et sådan arrangement finder sted i Haderslev, men første gang Beredskabsstyrelsen Sydjylland deltager. Et nyt tiltag var også, at børn fra daginstitutioner og skoler var med i gaderne, hvor de vinkede med flagene og afleverede tegninger til soldaterne.
Flagdagen var i år et samarbejde med Haderslev Kaserne, Fighter Wing Skrydstrup og Beredskabsstyrelsen Sydjylland.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.