Nogle forbrydelser er bare nemmere at opklare end andre.
Politiet fik tidligt søndag morgen anmeldelse om et indbrud i en lagerbygning ved Roskilde. Da politiet kom ud til stedet, kunne betjentene se, at der var spor i sneen.
Sporene førte hen til en kolonihave i nærheden.
Her blev to mænd og tyvekoster fra stedet fundet.
Politiets opslag på Twitter, hvor ordensmagten også fortæller, at der blev fundet amfetamin i kolonihaven. fra Twitter
Til Ritzau fortæller kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi, at tyvene havde medbragt en trækvogn.
- Der er stjålet håndværktøj, en del drikkevarer - rammer med sodavand - chokolade og en computertaske, fortæller hun.
Foruden tyvekosterne snusede politiets narkohund sig frem til cirka 480 gram amfetamin, som var i kolonihaven.
Derfor blev den ene mand, der er 28 år, mandag morgen fremstillet i grundlovshør, og sigtet for besiddelse af narko.
Det resulterede i en straksdom på halvandet års fængsel, og han blev sendt direkte til afsoning.
Den anden - en mand på 27 år - sigtes ikke for narkofundet og er løsladt.