Tomme lommer og svært ved at betale regninger.
Danmark har fået dobbelt så mange fattige mellem 2001 og 2010, skriver Kristeligt Dagblad.
Det viser nye tal fra EU's statistiske kontor, der betegner otte procent af danskerne som fattige.
I Norge og Sverige knækker fattigdomskurven, mens den i Danmark er støt stigende.
Forsker Morten Ejrnæs fra Aalborg Universitet mener, at flere fattige er resultatet af, at kontanthjælpen er blevet skåret.
"Det betyder jo, at der er en lang række af de familier, som har levet af kontanthjælp, som er blevet fattige. Når man så samtidig har undladt at diskutere fattigdom, så er det klart, at der heller ikke har været nogle målrettede tiltag, der gik ud på at mindske fattigdommen," siger Morten Ejrnæs til Newspaq.
Politikerne og danskerne ser i stigende grad fattigdom som selvforskyldt, vurderer forskeren.
Ifølge EU's fattigdomstal er man som dansker fattig, hvis man har 8.450 kroner eller mindre til rådighed hver måned.