Ved at installere en magnetlæser inde i selve hæveautomaten og derefter et videokamera i boksens højtaler, så kundernes pinkoder kunne noteres ned, har en gruppe rumænske dankort-spionerne ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, røvet et endnu ukendt millionbeløb.
"Der er rigtig mange kort, der er blevet afluret. Jeg har ikke noget overblik over, hvor stort et beløb der er tale om, men det er i millionklassen, så meget kan jeg godt sige," siger Jens Møller til DR.
Det var i Ringsted, hvor tre rumænere var i færd med at installere det snedige udstyr i en hæveautomat, at politiet tog dem med fingrene i kagedåsen.
Siden er yderligere en mand og en kvinde blevet anholdt og varetægtsfængslet bag dobbelt lukkede døre i byretten.
I opklaringen af sagen arbejder PBS, Københavns- og Midtsjællands Politi og Rigspolitiets rejsehold sammen i sagen, der også har internationale dimensioner.
Politiet vurderer nemlig, at tyvebanden selv har produceret falske dankort med de stjålne informationer, men også solgt dem videre til bl.a. Canada og England.