Hører du til dem, som snupper en sodavand eller to hverdag, skal du måske have et nytårsforsæt: Drop sodavanden.
Ny forskning viser, at der er stor sammenhæng mellem indtaget af sukkerholdigt sodavand og risikoen for livsstilssygdomme såsom sukkersyge og hjertekarsygdomme.
"Vores resultater viser, at der er direkte sammenhæng mellem dagligt indtag af en liter sukkersødet sodavand og fedtindholdet i lever, muskler, blod og bughule samt en øgning af blodets fedtindhold herunder en øgning af kolesterolmængden. Alle disse forandringer vides med sikkerhed at øge risikoen for at udvikle sukkersyge og hjertekarsygdomme," siger professor Bjørn Richelsen på Aarhus Universitet.
Han står bag undersøgelsen, som i dag bliver offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Clinical Nutrition.
Forsøgspersonerne drak en liter dagligt af fire forskellige drikkevarer CocaCola, skummetmælk, light cola og vand. Efter seks måneder fandt forskerne ud af, at de, der havde drukket sukkersødet sodavand i form af CocaCola, havde mere end doblet deres fedtindhold i leveren og i muskelvævet i forhold til de, der havde drukket de tre andre drikke.
Det er specielt børn og unge, som er i risikogruppen for at få livsstilssygdomme.