Interessen for at hente de sidste to ugers indefrosne feriepenge har været stor siden det i marts blev muligt, at bestille de resterende ugers feriepenge.
Over to millioner lønmodtagere har været inde på borger.dk og bestilt feriepenge til i alt godt 34 milliarder kroner til udbetaling før skat.
Beløbet kommer oven i de cirka 52 milliarder, der blev udbetalt i efteråret. Samlet set har danske lønmodtagere bestilt feriepenge for cirka 86 milliarder kroner.
Der vil fortsat være mulighed for at bestille sine resterende indefrosne feriepenge indtil den 31. maj 2021.
Fakta: Sådan får du dine feriepenge
- Du skal gå ind via borger.dk
- Log på med NemID
- Vælg ansættelsesforhold. Langt de fleste vil være lønmodtagere, men enkelte grupper vil skulle ansøge via en blanket
Herefter kan du se, hvor meget du får udbetalt. Beløbet er før skat - Bekræft en Tro & Love erklæring
- Tryk på ”Bestil feriemidler”
- Du får en kvittering, og pengene vil blive sat ind på din Nem-Konto
- Efter få dage modtager du et brev med præcis angivelse af, hvor mange penge du får udbetalt, og hvornår pengene udbetales
- Du skal forvente, at der går op til to uger, fra du beder om pengene, til du får dem udbetalt på din konto
Hvis du ikke får udbetalt pengene nu, bliver de stående i LD Fonde, og du vil automatisk få dem udbetalt ved folkepensionsalderen - medmindre du inden da af andre grunde forlader arbejdsmarkedet, og du i den forbindelse beder om pengene.
Du har også mulighed for at lade feriepengene blive stående som en opsparing også efter folkepensionsalderen.