Den store hanløve Bongo fra Odense Zoo har bestemt ikke været det store hit på byttebørsen for europæiske dyreparker.
Gennem de seneste måneder har Odense Zoo uden held forsøgt at bytte det store dyr væk, fordi han ikke kan være sammen med hunnerne i løvegrotten uden at skade dem.
»Hvis vi ikke snart kommer af med ham, så er vi nok nødt til at lægge ham til at sove permanent,« konstaterer zoolog Bjarne Klausen om den lurende aflivning.
For farlig for løvinderne
Inden den dødsmærkede Bongo blev isoleret fra de øvrige dyr i grotten, nåede han flere gange at sætte sine syleskarpe tænder i flere af hunnerne.
Chikanerierne stoppede dog ikke, da den iltre hanløve blev hegnet ind for sig selv. Selv gennem hegnet har han snappet efter løvinderne.
Det er Bongos store størrelse, der er grunden til alle problemerne i løvegrotten.
Når dyrepasserne har forsøgt at lukke hannen ind til hunnerne, er de stukket af. Og det har aktiveret Bongos jagtinstinkt med skader på løvinderne til følge.