Dansk Arbejdsgiverforening går nu i forsvar for regeringens akutpakke, der ellers af a-kasserne er blevet angrebet for manglende effekt.
- Sandsynligvis vil pengene række til, at næsten 1000 langtidsledige bliver selvforsørgende alene gennem jobrotation, siger chefkonsulent i DA, Jørgen Bang-Petersen.
De 1000 job er næsten to en halv gange så meget, som a-kasserne mener, at akutpakken kan udløse.
Når a-kasserne og arbejdsgiverne når frem til forskellige tal, skyldes det først og fremmest, at DA regner med et jobrotationsforløb på 20 uger, mens a-kasserne regner med 40 uger.
Dermed bliver der med de par hundrede millioner kroner, som regeringen har afsat, i DA's regnestykke råd til dobbelt så mange jobrotationer, som a-kasserne når frem til. Og som resultat deraf også flere, som veksler rotationen til et fast job.
Men ifølge direktør a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, går det ikke, at regne med de 20 uger. For regeringen er endnu ikke kommet med svar på, hvor længe rotationsorningerne skal være.
- Vi har spurgt ministeriet flere gange uden at få svar, siger Verner Sand Kirk til Ritzau.
I samme åndedræt erkender han også, at der dermed heller ikke er klippefast grund under det regnestykke, han laver i Politiken torsdag og ender med et facit på 335 ledige, som kommer i job via jobrotation.
Faktisk har der endnu ikke være en officiel udmelding om længden af jobrotationsordningen, og derfor varierer beregningerne også afhængigt af, hvilken forudsætning, man bygger ind i dem.
Fredag mødes akutpakkens følgegruppe, der blandt andet tæller AK-Samvirke, Dansk Arbejdsgiverforening og flere andre organisationer, i Beskæftigelsesministeriet.
- Og så kan man jo håbe, at vi får mere at vide, siger Verner Sand Kirk.
/ritzau/