I december 1970 var det lang tid siden, Elvis for alvor havde blødt hjerteblod i pladestudierne. Elendige film, halvkvædede gospelplader og oppustede Las Vegas-shows udgjorde efterhånden hans kunstneriske gøren og laden.

Til gengæld var han blevet voldsomt interesseret i håndvåben og sherifstjerner. På sine turneer opsøgte han altid de lokale sherifkontorer, og da de lokale spidser ikke sagde nej til et foto-øjeblik med landets mest feterede skikkelse, optog officielle udnævnelser til æressherif, pistoler og sheriffstjerner mere og mere plads i Graceland.

Jeg er Elvis Presley

Men i december 1970 var ærestitler ikke længere nok for den tungt medicinerede Elvis. Hans massive berømmelse indespærrede ham i Graceland, og når han ikke fik åbnet morskabshaller om natten til sig selv og sine venner, var han overladt til medicin og fjernsyn. Og han kunne ikke lide det ungdomsoprør, der flimrede på hans massive tv-væg.

Overhovedet ikke.

Fem sider til Nixon

Derfor satte han sig 20. december 1970 om bord på et rutefly til Washington. På flyet bestilte han papir og satte sig til at skrive et fem sider langt brev til præsident Richard Nixon.

»Kære mr. præsident. Først vil jeg introducere mig selv. Jeg er Elvis Presley, og jeg beundrer Dem og Deres embede,« begynder Elvis brevet og henviser til et møde, han havde med vicepræsident Spiro Agnew to uger tidligere.

»....Jeg fortalte ham om mine bekymringer for dette land. Narkokulturen, hippierne og de sorte pantere betragter IKKE mig som deres fjende eller, som de kalder det: en del af det etablerede samfund. Jeg kalder det Amerika, Sir, og jeg elsker det. Sir, jeg kan og vil gøre alt for at hjælpe dette land,« fortsætter Elvis og forklarer derefter, at han gerne vil arbejde som undercoveragent for FBI:

Seriøse narkostudier

»Jeg ønsker ikke en titel eller et fast job. Jeg kan gøre mere gavn, hvis jeg bliver udnævnt som en hemmelig agent. Først og fremmest er jeg en entertainer, men jeg behøver officielle papirer,« skriver Elvis til Nixon og fortæller, hvilket hotel præsidenten kan finde ham på de næste dage. Og slutter med noget der ligner en ansøgning: »Jeg har gjort seriøse studier af narkomisbrug og kommunistiske hjernevask-metoder, og jeg er lige midt i det hele, hvor jeg kan gøre mest gavn.«

Det vakte noget postyr i Nixons forkontor, da Elvis personligt troppede op og afleverede brevet næste morgen. Men efter lidt parlamenteren frem og tilbageblev der skrevet et memorandum til præsidentens nærmeste medarbejder, H.R Haldeman. Heri anbefales det, at man forsøger at støve nogle FBI-æresbevisninger af en slags op til Elvis, og at Nixon burde finde en halv time til ham. Der står også, at Elvis måske var en af de kvikke, unge mennesker som præsidenten ville have gavn af at tale med uden for magtens verden. På de officielle papirer kan man se, at Haldeman over denne sætning skrev: I tager pis på mig .

Ikke desto mindre trådte Elvis klokken 12.30 ind i Det Hvide Hus for at møde Nixon. Som en medarbejder, der beskrev mødet til intern brug, noterede, var kongen i stramt velour og kåbe klædt væsentligt anderledes end den typiske gæst i det ovale værelse.

»Anti-amerikansk bølge«

Selve mødet begynder med at det berømte foto (som vises ovenover, red.) bliver taget.

Derefter tager Elvis fat på The Beatles, som Kongen ser som en ledende kraft i den anti-amerikanske bølge i landet. De kommer til USA, tjener deres penge og tager tilbage til England for at bruge dem på anti-amerikanske kampagner, mener han. Præsidenten nikker billigende, men udtrykker også nogen forbløffelse over dette tema, som det beskrives i mødereferatet.

Til gengæld antyder præsidenten derefter, at narkotikamisbrugere og anti-amerikanere (læs: modstandere af Vietnamkrigen) er gjort af et og samme stykke.

Agentdrømme på hylden

Elvis kan ikke være mere enig og pointerer, at han med sin position kan gå lige ind i en gruppe af unge mennesker og hippier og blive accepteret .

Nixon understreger, at Elvis skal passe på sin integritet, og gør mine til at afslutte mødet. Inden da når Elvis, i en overraskende og spontan gestus , at give Nixon et kram.

Derefter tager Kongen tilbage til sit slot i Memphis og lægger tilsyneladende agentdrømmene på hylden. Han modtager dog en måned senere en nytårshilsen fra Nixon, hvor præsidenten takker for den Colt 45 revolver fra Anden Verdenskrig, som Elvis havde med som gave til mødet.