Mange af de såkaldte "curlingbørn," der er blevet vartet grundigt op af mor og far gennem hele deres barndom, prøver i disse år kræfter med arbejdsmarkedet.
Og mange er rystede over de krav, der bliver stillet til dem.
- Vi har oplevet nogle få elever, som synes, at en 7 eller 8 timers arbejdsdag bare er for meget, for det har de ikke prøvet før, siger formanden for de danske erhvervsskoler og direktør hos EUC Vest i Esbjerg, Peter Amstrup til DR Syd.
Peter Amstrup fortæller, at han er stødt på elever, som troede, at arbejdsdagen hos en mester slutter klokken 12.
- Vi har eksempler på elever, der har henvendt sig og sagt, at vi var nødt til at tale med mester og fortælle ham, at de altså ikke kunne arbejde længere end til kl. 12. Og så må vi fortælle eleverne, at sådan fungerer arbejdsmarkedet ikke, siger Peter Amstrup til DR Syd.
Også hos Dansk Byggeri oplever man, at de unge har svært ved at møde arbejdslivets krav. På EUC Syd og EUC Vest har man hvert år 15-20 sager, hvor en lærling og en mester er kommet i konflikt med hinanden. I de fleste tilfælde handler det om, at eleven har for meget fravær eller ikke har passet sit arbejde ordentligt.