Samme dag, som Storbritannien åbner op for rejser for sin befolkning, stopper Bulgarien for indrejse fra Storbritannien.
Det skriver flere britiske medier herunder Sky News.
Bulgarien har valgt at sætte Storbritannien på sin liste over røde lande, lande hvor der er høj risiko for, at tilrejsende har covid-19. Også Cypern, Spanien, Fiji og Kuwait er på listen ifølge Sky.
Ifølge avisen Evening Standard har den bulgarske sundhedsminister, Stoicho Katsarov, bekræftet indrejseforbuddet.
Storbritannien har en markant stigende smitte med corona, hvor specielt Delta-varianten har gjort situationen mere alvorlig. Samtidig har landet fjernet en stor del af sine restriktioner.
Netop mandag har premierminister Boris Johnson udråbt som "Frihedsdag", hvor blandt andet karantænekrav efter rejser, maskepåbud og nedlukning af nattelivet ophører.
Derfor har mange briter bestilt ferie. Ikke mindst til Bulgarien, der er et yndet rejsemål. Briter, der har bestilt ferie til Bulgarien, skal nu kontakte deres rejseselskab eller flyselskab.
Også i Storbritannien er der usikkerhed omkring rejser i takt med, at sommerferien nærmer sig.
Ifølge Reuters har britiske embedsfolk bedt den britiske regering om at vurdere, hvorvidt Frankrig skal sættes på landets røde liste.
Det vil betyde, at der er relativt hårde karantænekrav for briter, der besøger landet.
Sky News skriver fredag aften, at beslutningen er truffet, og at Frankrig vil blive sat på den røde liste, hvilket medfører at der vil være et ti-dages karantænekrav for personer, der ankommer til Storbritannien fra Frankrig.
/ritzau/