Man skal lede længe efter danske spillere, der er tilfredse med den indsats, de leverede onsdag aften i 0-3-nederlaget til Makedonien, men FCK-angriberen Andreas Cornelius er en af de få.
Spydspidsen kæmper for at blive førsteangriber i Nicklas Bendtners skadefravær, og han mener selv, at han tog et skridt på vejen.
- Jeg synes, jeg gjorde, hvad jeg kunne. Så må vi håbe, det er nok. Jeg fik vist noget af det, jeg kan, så det er fint, siger Andreas Cornelius.
Han fik samtlige 90 minutter på banen mod makedonerne, og efter kampen fremhævede landstræner Morten Olsen da også Cornelius som et af lyspunkterne i en ellers trist dansk indsats.
- Jeg var godt med i spillet og holdt fast i bolden. Jeg var god i duellerne, men jeg kunne vel godt have scoret et mål eller to på nogle indlæg.
- Men det var godt nok noget af en lortekamp. Vi kom bagud 0-3, og så blev det svært. Vi må kigge indad. De fejl, vi lavede i starten af kampen, må ikke ske på det her niveau, siger Andreas Cornelius.
Danmark møder Tjekkiet og Bulgarien i to vigtige VM-kvalifikationskampe til marts.
Cornelius' hovedkonkurrent til pladsen som angriber i de kampe, Nicklas Pedersen, kom på banen efter pausen i en hængende rolle.
/ritzau/