Kom til koncert og få en gratis cd med hjem. Sådan lyder det fristende tilbud fra det alternative rockband Coldplay.
Bandet har besluttet, at alle de fans, der møder op til deres koncerter i løbet af sommeren, skal belønnes med et gratis livealbum. Det skriver thesun.co.uk.
Forsangeren Chris Martin fortæller, at ønsket om at forære albums væk delvist er inspireret af den verdensomspændende økonomiske tilbagegang. I øjeblikket arbejder Coldplay på at finde ud af, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre at føre idéen ud i livet.
Coldplay er ikke de første, der vælger at forære deres musik væk.
Radiohead valgte i 2007 at lade deres fans selv bestemme, hvor meget de ønskede at betale for bandets album, og for nylig annoncerede Lily Allen, at hendes nye single fra albummet 'It's not me, it's you' ville være gratis den første udgivelsesuge.