Christianitterne har truffet en historisk beslutning.
På et møde i går besluttede de i enstemmighed at takke ja til statens tilbud om at købe fristaden.
Knud Foldschack, advokat for christianitterne, er lettet over beslutningen.
"Det er helt fantastisk, at christianitterne nu har sagt: Vi vil gerne tage ansvaret for området som ejere og skabe et fremtidigt lovligt eksperimentarium," siger han til Newspaq.
Christiania bliver med andre ord normaliseret, når beboerne må til lommerne og selv betale for deres huse.
Det har været fremme, at mange christianitter ikke vil have råd til at betale den pris, som Slots- og Ejendomsstyrelsen har sat.
Men det afviser Knud Foldschack.
"Så må man finde ud af noget solidarisk. Christiania har altid haft en fantastisk social-økonomisk og kulturel fællesskabstanke. Så det løser vi nok også, " siger han.
Turister og andre, der må have lyst, kan igen besøge fristaden Christiania.
Beboerne lukkede ellers i onsdags for fremmede med brædder og vagter for at få ro til at tænke.
Men nu er tænkepausen som sagt ovre.