Lørdag bliver Dick Cheney USAs øverste chef - for en kort bemærkning.
Mens den amerikanske præsident George Bush i fuld narkose får undersøgt sin tyktarm lørdag eftermiddag, er magten overdraget midlertidigt til vicepræsident Dick Cheney. Det skriver BBC.
Der er tale om en rutineundersøgelse, der skal tjekke, om præsidenten har polyper i sin tyktarm.
- Præsidenten har dog ingen symptomer, oplyser præsidentens talsmand Tony Snow.
I juni 2002 gennemgik George Bush samme undersøgelse, der menes at reducere risikoen for kræft i tyktarmen med 90 procent.
Også dengang blev præsidentbeføjelserne overdraget til vicepræsidenten. Det kræver den amerikanske forfatning nemlig i situationer, hvor præsidenten er uarbejdsdygtig.