Chelsea var tæt på lidt af en blamage i Europa Leagues 1/16-finaler torsdag aften, inden den samlede 2-1-sejr over Sparta Prag blev sikret.
Foran 1-0 fra det første opgør i Tjekkiet skulle London-holdet, der sidste sæson vandt Champions League, blot køre den samlede sejr sikkert hjem på Stamford Bridge, men det gik ikke efter planen.
Tjekkernes David Lafata bragte gæsterne foran 1-0 efter lidt over et kvarters spil, og det stjernespækkede Chelsea-hold formåede først at udligne til returopgørets slutresultat 1-1 i overtiden.
Den indskiftede belgiske profil Eden Hazard udlignede til 1-1 og forhindrede dermed, at kampen skulle ud i forlænget spilletid.
/ritzau/