To gange om ugen skal de ansatte i virksomheden Chili Security i Odense snøre løbeskoene og motionere i arbejdstiden.
Hvis de nægter, skal de finde et andet arbejde.
Sådan lyder kravet fra den administrerende direktør, Martin Larsen, der har indført tiltaget for at få sundere medarbejdere og for at nedbringe sygefraværet.
- Hvis vi kan sørge for at effektivisere medarbejderne, når de er på job, og vi har mindre sygefravær, så er det alt værd, siger han til TV 2.
It-virksomheden, der har 18 medarbejdere, har indført, at de ansatte skal gennemgå et obligatorisk træningsproblem i otte uger. Derudover skal de følge en kostplan, der har til hensigt at gøre dem sundere. Forløbet bliver en del af medarbejdernes aflønnede arbejdsdag.
Og noget tyder på, at initiativet er faldet i god jord hos de medarbejdere, TV 2 har talt med.
Men forsker Henrik Lambrecht Lund, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, er dog mere lunken over for tiltaget.
Han mener, at et uforpligtende træningsprogram er fint, men et obligatorisk er at gå over stregen.