Japanerne er mindst tilfredse med deres chef - og danskerne er mest tilfredse.
Det er konklusionen på en sammenligning af svar fra lønmodtagere i 25 lande, som rekrutteringsbureauet Randstad har foretaget.
Det skriver Berlingske Business.
I Danmark er hele 84 procent af lønmodtagerne enten tilfredse eller meget tilfredse med deres arbejdsgiver.
Dermed kommer danskerne snært foran Norge og Luxembourg på tilfredshedsbarometret, hvor inderne er de fjerdemest tilfredse foran hollænderne og canadierne.
"Den danske arbejdsløshed har været meget lav igennem en længere årrække, og der har derfor været rift om de gode medarbejdere. Det har sat mange lønmodtagere i en gunstig position," siger Jeroen Tiel, administrerende direktør i Randstad Danmark til Berlingske Business.
Den forklaring er professor Sverre Rafnsøe, der forsker i moderne arbejdsliv ved Copenhagen Business School (CBS) dog ikke enig i.
"Det passer godt sammen med, at der også er lavet undersøgelser om tilliden mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvor Danmark også scorer meget højt sammenlignet med andre lande. Det handler om tilliden til, at medarbejderen kan gennemføre sit arbejde uden at blive kontrolleret," siger Sverre Rafnsøe til Berlingske Business.
I den modsatte ende af tilfredshedsbarometret ligger Japan, Kina, Ungarn og Tyrkiet.