Cepos: Regeringen medskyldig i høj ledighed

Cepos mener, at afskaffelsen af kontanthjælpsloftet er medvirkende til stigningen i kontanthjælpsmodtagere.
Der er ikke længere noget incitament for kontanthjælpsmodtagere at komme ud i arbejde, siger Cepos nu.
Der er ikke længere noget incitament for kontanthjælpsmodtagere at komme ud i arbejde, siger Cepos nu. Foto: Colourbox.com

Antallet af danskere på kontanthjælp er steget med ti procent på bare et år.

Meget af det kan forklares med den globale økonomiske krise, der har kostet arbejdsplader også i Danmark.

Men Thorning-regeringen bærer også et medansvar for, at der nu er 10.000 flere ledige på kontanthjælp end for et år siden, mener den borgerlige tænketank Cepos.

En del af de mange flere på kontanthjælp kan nemlig være et resultat af, at regeringen sidste år afskaffede det kontanthjælpsloft, som VK-regeringen ellers havde indført.

- Der var et loft på, hvor meget et ægtepar kunne få i kontanthjælp, fordi det skulle være attraktivt at tage et arbejde. Men det har regeringen fjernet, siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i Cepos.

I juni var 103.800 danskere på kontanthjælp mod knap 94.000 i samme måned året før.

Mads Lundby påpeger, at regeringen selv havde kalkuleret med, at fjernelsen af kontanthjælpsloftet kunne føre til en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere på 2000-3000 personer.

- Når den ene i et ægtepar på kontanthjælp skal ud og have et arbejde - ja, så skal man tjene over 30.000 kroner om måneden for at få 600 kroner mere i rådighedsbeløb, siger cheføkonomen og fortsætter:

- Et job til den løn hænger ikke på træerne - og slet ikke for kontanthjælpsmodtagere. Det giver nogle svækkede incitamenter til at gå ud og tage et job, siger han.

Mads Lundby Hansen understreger dog samtidig, at den væsentligste årsag til de 10.000 flere kontanthjælpsmodtagere, er den aktuelle økonomiske krise.

Samlet er antallet af modtagere af økonomisk hjælp til forsørgelse i forbindelse med ledighed steget med fem procent flere fra juni 2011 til juni i år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.