Da Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti, fandtes der nærmest ingen, som troede på hendes projekt.

I dag må enhver anerkende en dramatisk succes. Næstefter Venstre er Dansk Folkeparti landets mest indflydelsesrige parti – og kun Anders Fogh Rasmussen er mere indflydelsesrig end Kjærsgaard.

Partiets succes hænger afgørende sammen med Kjærsgaard. Hendes ærlighed og kompetence inden for partiets vigtigste emner – mod fremmede, mod EU og for ældre og svage danskere – er enestående. En kølig analyse kan derfor kun ende positiv.

En bedømmelse af indholdet i hendes politik er mere dyster. Med hendes accept har VK-regeringen gennemført den fejlagtige Irak-krig, den alt for stramme administration af udlændingeloven og fastholdt skattestoppet.

Værst er det, at Kjærsgaard med sin ofte primitive tone over for muslimer har bidraget til at grave grøfter og forstørre problemer mellem ’dem’ og ’os’.

Et fødselsdagsønske på partilederens 60-års dag, som måske er fromt, men ikke desto mindre er reelt, ville være, hvis Kjærsgaard begyndte at bruge kræfter på at sikre en god integration for danske muslimer.

Det ville næsten være for godt til at være sandt – men det ville være en partileder værdigt at holde op med at grave så mange grøfter og i stedet komme i gang med at bygge nye broer.