Antallet af butikker, der lukker, stiger fortsat.
Nu råber branche-organisation på handling fra politikerne.
Danmark er blevet fattigere på fysiske butikker. Fra 2020 til 2024 er antallet af detailforretninger faldet fra 15.616 til 14.446 – et fald på cirka 1.170 butikker eller 7,5 procent. Det viser en ny analyse fra erhvervsorganisationen SMVdanmark. Og udviklingen går den forkerte vej. Det største årlige fald i hele perioden fandt sted fra 2023 til 2024, hvilket ifølge analysen viser, at butiksdøden ikke bare fortsætter, men accelererer.
Særligt hårdt ramt er land-, oplands- og provinskommunerne, mens de store byer klarer sig bedre. Målt pr. indbygger topper Samsø, Hørsholm, Albertslund, Brønderslev og Silkeborg listen over de kommuner, hvor tilbagegangen har været størst.
Hos SMVdanmark vækker udviklingen alvorlig bekymring. Branchechef Kasper Munk Rasmussen peger på, at konsekvenserne rækker langt ud over de enkelte virksomhedsejere, der må dreje nøglen om.
- Butiksdøden er ikke bare et problem for de enkelte virksomheder. Når butikker lukker, mister vi arbejdspladser, aktivitet i bymidterne og noget af det, der gør lokale bysamfund attraktive at bo og drive virksomhed i. Det er en udvikling, som bør bekymre både lokale og nationale politikere, siger han.
Mindre liv
Når butikkerne forsvinder fra hovedgaderne, forsvinder også en del af det liv, der binder mindre byer sammen. Færre butikker betyder færre kunder til de tilbageværende, mindre fodgængertrafik og en risiko for, at bymidter forfalder - en negativ spiral, som mange provinsbyer allerede er godt inde i.
SMVdanmark peger på flere årsager til udviklingen: øget netshopping, stigende omkostninger, tunge administrative byrder og manglende digital omstilling i mange små butikker. Organisationen mener, at politikerne har værktøjer til at bremse nedturen – men at der skal handles nu.
- Der er meget politikerne kan gøre for at bremse den butiksdød, som vi har set i de senere år. Men det haster. Derfor efterlyser vi, at politikerne sammen med erhvervslivet får udarbejdet en akutplan med inititiativer, der skal gøre det lettere at drive detailhandel i Danmark. Det handler blandt andet om at få ryddet op i bureaukrati og regler og gøre mere for at få digitialiseret butikkerne, siger Kasper Munk Rasmussen.
Med 1.170 færre butikker på fem år og en kurve, der peger nedad i stigende tempo, lægger SMVdanmark nu pres på både Christiansborg og landets kommunalpolitikere for at få vendt udviklingen, inden endnu flere hovedgader står med tomme butiksvinduer.