"Når der er fare på færde, er det tilladt at følges med djævelen, indtil man har krydset broen."
Sådan lyder et gammelt ordsprog i Bulgarien. Et land på størrelse med Danmark, der allerede er kåret til en af EU's mest korrupte.
Onsdag offentliggør EU så en rapport, der skal vise, hvor langt Bulgarien er nået i kampen mod mafia og korruption.
Unionen har nemlig i flere omgange holdt penge, der skulle modernisere landet, tilbage, fordi tidligere midler er forsvundet i den blå luft.
Siden murens fald er 200 mennesker blevet dræbt, ofte på åben gade. Stort set alle mordere er gået fri. Politifolk, offentlige anklagere og dommere er blevet bestukket, og en del ministre har tilsyneladende været ansat af mafiaen. Det hele ligner plottet i en dårlig knaldroman, men er virkeligheden i det sydøstligste Europa, skriver Berlingske Tidende.
Det lille land, der siden 2007 har været det fattigste medlem af EU, anses sammen med Rumænien og Grækenland for at være en af de mest korrupte nationer i den Europæiske Union
Men hvordan kunne det gå så galt, spørger bulgarerne og EU-politikere sig selv.
''Den organiserede kriminalitet har en lang historie i Bulgarien," forklarer landets første, demokratisk valgte præsident, Sjelju Sjeljev, der sad ved roret fra 1990 til 1997.
"Der var et system af uigennemsigtige handelsselskaber, som havde forbindelse til bankerne. Allerede inden Murens fald havde vi kontakt med kommunister, som fortalte os, at det var en smart måde at nærme sig de vestlige lande på," fortæller han.
På den måde kunne kommunisterne i fred og ro sælge arvesølvet og købe korrupte politikere og parlamentsmedlemmer i stedet.
Rapporten, der kommer i morgen, er samtidig et vigtigt signal til nuværende og kommende medlemslande om, hvad EU vil finde sig i.