Et brændt straffekast i sidste sekund af Chris Jørgensen betyder, at håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg lige nøjagtigt ikke kvalificerede sig til Champions Leagues 1/8-finale søndag aften.
Danskerne tabte ude med 26-29 til franske Chambéry, og det nederlag var lige nøjagtigt et mål for stort, fordi BSV kun havde slået franskmændene med to mål på hjemmebane tidligere i turneringen.
Franskmændene gik ind til kampen med det tvivlsomme rygstød fra syv nederlag i syv kampe i turneringen, men det forhindrede nu ikke hjemmeholdet i at yde yderst kvalificeret modstand mod Herre Håndbold Ligaens øjeblikkelige nummer to.
Specielt den atletiske venstre back Timothey Nguessan viste sit store talent med stærke afslutninger og fine indspilninger til rutinerede Guillaume Gille på stregen, og den franske prügelknabe havde en jævnt overtag gennem hele kampen.
BSV formåede på en slutspurt i første halvleg at holde den franske føring ved pausen nede på to mål, men det blev ikke bedre efter pausen.
Tværtimod udbyggede Chambéry føringen, og danskerne måtte slide hårdt for målene. Men det var især i forsvarsspillet, det kneb.
Selv tilstedeværelsen af dansk håndbolds førende forsvarsekspert Kasper Nielsen hjalp ikke Bjerringbro-Silkeborg, fordi spillerne lavede en række individuelle og kollektive fejl, og med et kvarter igen førte franskmændene med seks mål.
BSV led tidligere på ugen et sjældent nederlag på hjemlig grund til Team Tvis Holstebro, og spillerne lignede nogle, der var præget af den oplevelse.
Nu må Bjerringbro-Silkeborg vente mindst en uge på kvalifikation til 1/8-finalerne. Det kræver enten et fransk pointtab mod polske Kielce eller en dansk sejr over Gorenje fra Slovenien næste søndag.
/ritzau/