Traditionen tro kommer der efter et valg meldinger om ugyldige - men også ganske sjove - stemmesedler.
Anders And og julemanden hører som regel til blandt de klassiske stemmeslugere på den ugyldige fløj, og ved tirsdagens valg var der såmænd også en midtjysk vælger, som havde brevstemt på den danske fodboldlandstræner Kasper Hjulmand.
Det fortæller Lejf Bøgedal, valgansvarlig i Silkeborg Kommune, til TV2 Østjylland.
- Vi havde en brevstemmeseddel på Kasper Hjulmand. Vedkommende havde så som partibogstav skrevet DBU, siger han.
Og så nytter det ikke noget, at Kasper Hjulmand stammer fra området. Stemmesedlen var naturligvis tordnende ugyldig.
En anden af de i alt 832 ugyldige stemmer i de to Silkeborg-kredse havde et lidt mere pessimistisk budskab.
- Personen havde skrevet; "Det hele kan være ligegyldigt" hen over hele stemmesedlen, fortæller Lejf Bøgedal, der også mindes en speciel stemmeseddel fra et tidligere regionsrådsvalg, hvor en borger valgte at helgardere i en hidtil uset grad.
Vælgeren havde sat kryds ved samtlige kandidater - omkring 200 - på sedlen.
- Det forlød også, at vedkommende var meget længe inde i stemmeboksen, siger Lejf Bøgedal.