Norges udenrigsminister, Børge Brende, skifter få dage efter valget til Stortinget sin post i regeringen ud med en direktørpost i World Economic Forum.
Det oplyste Brende på et pressemøde fredag, hvor også statsminister Erna Solberg - som arbejder på at denne en ny regering oven på mandagens valg - deltog.
- Jeg føler, at der er gode resultater at fremvise fra de seneste fire år. Det er det rette tidspunkt efter et valg. Nu må statsministeren tage stilling til de fire kommende år, sagde Brende ifølge avisen Aftenposten.
Forummet, der årligt holder møde for verdens politiske og økonomiske ledere i Davos i Schweiz, fungerer også som en tænketank.
Børge Brende har tidligere arbejdet for World Economic Forum. Det var i 2008 frem til 2009 som én af vicecheferne.
Udenrigsministeren får en nyoprettet post. Frem til nu har forummet været ledet af grundlæggeren, Klaus Schwab, der har haft flere direktører med forskellige ansvarsområder under sig.
Schwab vil fortsat være den øverste leder af organisationen, mens Brende bliver en slags administrerende direktør.
Med Brendes farvel til norsk politik åbner der sig samtidig en plads i det hold, som Erna Solberg forsøger at sætte.
- Vi havde ønsket, at Børge fortsatte som udenrigsminister. Han har været en god udenrigsminister, sagde statsministeren på pressemødet.
Blandt de mulige bud på en efterfølger er blandt andre Ine Marie Eriksen Søreide, der som Solberg og Brende er valgt ind for Høyre. I 2013 blev hun som den første kvinde udnævnt som forsvarsminister i Solbergs regering.
Og nu kan hun altså ifølge Aftenposten blive Norges første kvindelige udenrigsminister.
/ritzau/NTB