Otte partier på Københavns Rådhus er blevet enige om kommunens budget for 2027.
Aftalen indeholder blandt andet milliardbeløb til skoler, kommunale bygninger og socialområdet.
SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti er blevet enige om Københavns Kommunes budget for 2027.
Sammenlagt er der prioriteret 2,346 milliarder kroner til anlæg i perioden 2027-2030 og 995 millioner kroner til service i 2027.
Blandt de største poster er 1,675 milliarder kroner til at udvide skolekapaciteten, 1,138 milliarder til renovering og vedligeholdelse af kommunale bygninger og 1,154 milliarder kroner til socialområdet. Derudover afsættes 77 millioner kroner til blandt andet byliv, parkering og mere grønt i byrummet.
Aftalen rummer også blandt andet en demenspakke, flere idrætsfaciliteter, klimatiltag og tiltag for cyklister.
Overborgmester Sisse Marie Welling (SF) fremhæver bredden i aftalen.
- Det er vigtigt, for det kræver samarbejde at skabe den bedste by for københavnerne, siger hun.