Elever på alle københavnske folkeskoler skal fremover kunne få gratis bind og tamponer.
Ordningen begyndte som et pilotprojekt på fem skoler og bliver nu gjort permanent.
Gratis bind og tamponer bliver fremover tilgængelige på alle københavnske folkeskoler.
Det oplyser Alternativets gruppe i Københavns Borgerrepræsentation. Med kommunens budget for 2027 bliver der afsat penge til at gøre menstruationsprodukter gratis og let tilgængelige for eleverne. Ordningen begyndte som et forslag fra Alternativet, Enhedslisten og SF i februar 2024. Senere samme år blev et pilotprojekt på fem skoler finansieret.
Nu bliver ordningen gjort permanent og udvidet til alle kommunens folkeskoler.
- Et bind eller en tampon bør være lige så selvfølgeligt på et offentligt toilet som toiletpapir og håndsæbe, siger Karoline Lindgaard, politisk leder for Alternativet i Københavns Borgerrepræsentation.
Ifølge Alternativet skal produkterne placeres, så eleverne selv kan tage dem uden først at skulle spørge en lærer eller anden voksen.