Det er bare med at få pakket strandtasken her op til weekenden, for det gode vejr fortsætter de næste dage.
"Det bliver rigtig sommerligt med 22-27 grader," oplyser Ole Månsson, der er Danmarksvagt ved DMI til Newspaq.
Torsdagens blæsevejr løjer af og vinden bliver let til frisk fra nordøst og øst lørdag og måske lidt mindre vind søndag.
Og hvis man sigter mod en strandtur kan man se frem til lunkne badevandstemperaturer.
Danmarksvagten vurderer, at badevandstemperaturerne vil ligge et sted mellem 15 og 17 grader i det åbne hav, men muligvis varmere lokalt.
Ole Månsson fortæller, at det højtryk, der ligger over os lige nu, ser ud til at holde en uges tid frem.
Men gæsterne til årets Roskilde Festival skal ikke føle sig alt for sikre på, at de kan lade gummistøvlerne blive hjemme, for der kan dukke en tordenbyge op.
"Det lusker lige syd for Østersøen med rigtig regn og tordenvejr. Det er ikke så langt væk," advarer Ole Månsson.