I Rudkøbing på Langeland har borgerne været vidne til et meget sjældent vejrfænomen i denne uge - en skypumpe.
Både torsdag og fredag blev byen ramt af vejrfænomenet.
Men det er meget mærkeligt, siger man hos DMI.
Fænomenet opstår nemlig meget sjældent på denne tid af året, lyder det fra vagtchef Michael Christiansen.
"Det er normalt i eftersommeren, man ser dem og meget sjældent her i foråret. De bliver normalt dannet over varmt vand i forbindelse med regn- og tordenbyger, men vandet er jo ikke varmt endnu," siger vagtchefen ifølge Ritzau.
Han forudser, at der ikke kommer flere skypumper i den nærmeste tid - og at man ikke skal være bange for dem.
"Det er sjældent, de laver større skader. De er slet ikke af en kaliber som de amerikanske tornadoer," siger Michael Christiansen.
Ifølge fyens.dk rev mini-tornadoen i Rudkøbing dog nogle tagsten af et hus, så en bil blev beskadiget.