Bosse ny spydspids for Det Kongelige Teater

Forretningskvinden Stine Bosse overtager rorpinden på "flagskibet for kulturen i Danmark".
Businesskvinde Stine Bosse skal lede Det Kongelige Teater de næste tre år.
Businesskvinde Stine Bosse skal lede Det Kongelige Teater de næste tre år. Foto: Det Kongelige teater

Stine Bosse, tidligere koncernchef for TrygVesta, skal få Det Kongelige Teater på ret køl.

Kulturministeren har netop udpeget ny bestyrelse for Det Kongelige Teater, og Bosse sidder for bordenden i en tid, hvor teatret skal spare 100 millioner på fire år og fyre 100 ansatte.

"Jeg er sikker på, at bestyrelsen på visionær og professionel vis vil sikre Det Kongelige Teater som en moderne dynamisk kulturinstitution. Samtidig skal bestyrelsen videreføre den kulturelle arv, som Det Kongelige Teater repræsenterer. Jeg glæder mig over at kunne byde velkommen til det nye hold," siger kulturminister Uffe Elbæk (R).

Som bestyrelsesformand afløser Stine Bosse Lars Pallesen, der har siddet på posten siden 2008. Bosse ser frem til at løfte opgaven for "flagskibet for kulturen i Danmark".

"Det er helt åbenbart, at det ikke er den letteste tid, vi lever i. Dette gælder også for Det Kongelige Teater. Når jeg alligevel tør sige ja, er det alene, fordi jeg ved, hvor store og engagerede kompetencer institutionen indeholder," siger Stine Bosse.

Stine Bosse bestrider en lang række bestyrelsesposter, blandt andet som formand for Børnefonden og Copenhagen Art Festival samt medlem af Det Danske Kulturinstituts repræsentantskab.

Bestyrelsen er udpeget for perioden 1. januar 2012 - 31. december 2015.

faktaboks

Her er resten af bestyrelsen:

Direktør for see@art Lars Seeberg
Forhenværende departementschef i Justitsministeriet Michael Lunn
Kreativ direktør i Have Kommunikation Christian Have
Direktør i Golden Days Ulla Tofte
Koncernfinansdirektør i TDC A/S Pernille Erenbjerg
Violinist Grit Dirckinck-Holmfeld Westi (medarbejderrepræsentant)
Teatermaler David Andreas Drachmann Laureng (medarbejderrepræsentant)

Bestyrelsen er Det Kongelige Teaters øverste ledelse og har over for kulturministeren det overordnede ansvar for teatrets virksomhed.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.