Nogle af landets allerbedst skuespillere skal nu prøve kræfter med en helt ny genré på de skrå brædder.
Det Kongelige Teater har nemlig valgt at lægge scene til en teaterfortolkning af en af de kendte sengekantsfilm, skriver teateret i en pressemeddelelse. Det sker med forestillingen 'Har, har, har De set min kone?', som den 16. maj får premiere i Skuespilhuset.
Bag forestillingen står dramatiker Jokum Rohde, som delvist er vokset op blandt blonde-bh'er med fyldigt indhold bag scenen på halvfjerdsernes hårdtslående ABC-teater.
- Med lige dele lumre minder fra barndommen og inspiration fra de navnkundige sengekantsfilm, har han nu skabt en forestilling, der nok skal give blussende kinder - både på scenen og hos publikum, lyder det fra teateret.
Holdet bag forestillingen er det samme, der tidligere har opsat firserhittet om 'Palle, Polle og Ruth' fra børne-tv-serien 'Ude på noget', monsterfortællingen 'Reptilicus' og kult-tegnefilmen 'Bennys badekar' som teaterversioner.
- I 'Har, har, har De set min kone?' er damerne er unge og villige. Herrerne er gejle og konfuse. Stuepigen er en gammel frækkert. Sovekammerfarcen er tilbage, denne gang på Det kongelige Teater, lyder de saftige detaljer i pressemeddelelsen, der omtaler oplevelsen, som den 'våde og kåde forestilling'.
Sengekantsfilmene blev kendte i 1970'erne, som en genremæssig blanding af lystspil, folkekomedie og erotiske film.
Kilde: Det Konglige Teater
Premiere 16. maj, Skuespilhuset
Iscenesættelse: Anders Lundorph
Medvirkende:
Lars Ranthe
Tammi Øst
Marie Dalsgaard
Joen Højerslev
Dramatiker: Jokum Rohde
Scenograf: Maja Ravn
Kostumer: Anne Sofie Bruun
Produktion: Rikke Hedeager Matthiesen og Djamila Hansen