Hvad sker der for de radikale i Borgerrepræsentationen i København? 

Svane: Der sker groft sagt det, at pæne radikale mænd har været ude i det beskidte erhverv, der hedder politik - og som bliver ekstra beskidt, når det drejer sig om kommunalpolitik, hvor kampen om posterne er benhård. Klaus Bondam reddede sin borgmesterpost ved hjælp af Dansk Folkepartis stemmer - men undervejs fik han verbale tærsk af sine partifæller. Især gruppeformand Manu Sareen.

Hvorfor var det Manu Sareen, der skældte ud på Bondam? Ville han selv have haft borgmesterposten?

Svane: Nej. Manu Sareen vil i Folketinget og kommer det det også ved næste valg. Meningen var,at han allerede skulle have været valgt ind i 2007, men så gik R tilbage og Lone Dybkjær snuppede mandatet.

Som et plaster på såret fik Manu Sareen posten som statsrevisor og dermed signalerede partiet, at han er morgendagens mand på landsplan. Borgerrepræsentationen er kun en ventesal for ham og hvor Venstre-folk godt kan være borgmestre, mens de venter på en plads i Folketinget, er det ikke noget, der passer i den radikale partikultur.

Når Manu Sareen skældte ud, var det dels, fordi han ikke brød sig om så råt et magtspil og dels fordi han blev presset maximalt af vrede, radikale vælgere. Han er den foretrukne frem for Bondam - han fik også fire gange så mange personlige stemmer og han er en af de mest populære radikale politikere.

Men han har ikke villet vælte Bondam. Det blev også understreget allerede onsdag eftermiddag, hvor en række radikale nøglefigurer fik besked om, at Sareen bakkede op om Bondam. Og ikke havde nogen intentioner om at fyre ham som borgmester.

Hvad er forløbet i det her - er det en ide, der opstod i Klaus Bondams hjerne midt om natten?

Svane: Nej, det er faktisk tanker, som i månedsvis har floreret i de radikale inderkredse i København. De radikale vidste godt, at de ville gå tilbage - de kan også læse både indenad og meningsmålinger - og derfor lagde de en strategi, hvor de i valgkampen skulle lægge størst mulig afstand til DF og efter valget kunne agere i forhold til samme DF's stemmer. Eller mere rent og råt: Først lægge afstand til DF og derefter forsøge at udnytte deres mandater.

Med i inderkredsen sidder både Bondam og Manu Sareen - samt den tidligere radikale vælgerforeningsformand, Anders Thomsen, som er en haj til at konstituere efter et valg. Det er de andre ikke.  

Da stemmerne var ved at være talt op tirsdag aften, blev det smerteligt klart, at R ikke havde de syv mandater, en borgmester-post koster i København. Da SF samtidig gjorde krav på to borgmesterposter - uden selv at have de 14 mandater - stod det endnu mere klart, at R kunne blive klemt. S, SF og Enhedslisten har jo, med LO-støtte, 'blandet blod' og samlet havde de mandater til fem borgmesterposter. Blev de radikale mandater lagt til, manglede der stadig et mandat til en borgmesterpost.

Samtidig sagde DF'erne, at de havde misset deres chance for en borgmesterpost - og så kunne de radikale strateger se puslespillet for sig. Der lå de nødvendige stemmer og så var det ikke svært at takke ja, da Venstre og DF bød op til natte-bal.

Men den nye overborgmester, Frank Jensen, S, havde ellers tilbudt guld og grønne skove, hvis Bondam ville blive i den røde blok?

Svane: Han tilbød i hvert fald guld. Der blev serveret et fad med gode, politiske ben for Klaus Bondam - der var både noget internationalt og noget erhvervsrettet. Det kunne tyde på Ørestadsselskabet og Københavns Havn - begge steder er det givtigt at sidde - men det gav kun penge til Bondam, ikke politisk indflydelse.

Og det sidste, indflydelsen, skulle være på plads, før strategerne kunne godkende den politiske handel. Så gode ben var ikke nok.

Lige til sidst: Har Bondam reelt været i fare for at blive væltet af sine egne?

Svane: Nej. Men et forløb som dette, hvor politik viser sig fra sin værste side, passer ikke ind i radikal selvforståelse. De kan ikke have det i deres kroppe og kun få af dem kan indse, at det er den pris, de må betale for indflydelsen.