2. september 1807.

København er på vej i seng, og helvede bryder løs.

Klokken har netop passeret halv otte, da de første kanonkugler summer over middelalderbyens smalle gader og kort efter borer sig gennem mure og tage med ufattelige brag.

Natten ud bliver den stolte danske hovedstad udsat for en regn af raketter og brandbomber fra en overlegen britisk flåde og hær. De uhyggelige skrig fra de mange sårede og lyden af flammernes buldren drukner igen og igen i bombernes torden. Nattemørket bliver fortrængt af orange flammer fra de mange brande, der slår de hårdt kæmpende brandfolk tilbage.

»Antallet af sårede er overmåde stort. Denne måde at føre krig på er den grusomste af alle,« skriver fysikeren H.C. Ørsted fra ruinerne til sin ven digteren Adam Oehlenschläger, der befinder sig i Paris.

I løbet af de følgende tre dage falder i alt 14.000 bomber over København. Da tårnet på Vor Frue Kirke på tredjedagen skydes til jorden i en regn af gnister, bryder københavnernes moral sammen. Den danske generalmajor Peymann må overgive sig.

Da stilheden sænker sig, har 1.600 borgere mistet livet, og englænderne har erobret hele den danske flåde. Men det er ikke kun derfor, vi i Danmark markerer 200-årsdagen for den dramatiske episode, mener Ole Feldbæk, professor emeritus og dr. phil.

»Bombardementet og nederlaget til englænderne slog en tyk streg under, at Danmark ikke længere var en stormagt, men skulle vænne sig til en tilværelse som en tilfældig småstat,« siger han.

Engelsk ultimatum

Tragedien er næsten uundgåelig.

I 1807 har Danmark i årtier forholdt sig neutral og tjent enorme summer på den store handelsflåde. Men i takt med, at Napoleons franske hær tromler op gennem Europa, bliver danskerne tvunget til at vælge side. Af frygt for, at den anseelige danske flåde skal ende på Napoleons hænder, giver England den danske regering et ultimatum: Giv os kontrollen over jeres skibe. Eller vi udrydder København.

Den danske kronprins Frederik VI returnerer med et rungende nej.

Som svar sender englænderne 30.000 soldater og 46 skibe mod den ringe beskyttede danske hovedstad. Og den københavnske befolkning bliver kanonføde.

»Bombardementet var en af verdens første terroraktioner. Englænderne sigtede bevidst efter boligkvarterer med fattige civile. Og det fik de held med: Efter tre dages konstant bombardement var befolkningen så hårdt ramt, at den militære overkommando var nødt til at overgive sig og udlevere flåden,« siger Ole Feldbæk, der har skrevet flere bøger om englandskrigene.

Efter slaget slutter Danmark sig til Napoleon, der få år senere taber til englænderne ved Waterloo i Belgien. Dermed må Danmark afstå Norge til Sverige, og vi mister samtidig Slesvig-Holsten. Desuden er den danske handelsflåde hjælpeløs uden militær støtte, hvilket rammer økonomien hårdt. Så hårdt at Danmark går statsbankerot i 1813.

Ad helvede til...

Da den danske digter Oehlenschläger i Paris modtager nyheden om sin hjembys ødelæggelse, er han straks klar over de dystre udsigter: Danmarks stormagtsdrømme er knuste, og i et øjebliks tungsind udbryder han:

»København er indtaget, min familie dræbt eller ødelagt, det halve af staden brændt, og Danmark ad helvede til.«

12 år senere skriver han sangen Der er et yndigt land og er en af de centrale kunstnere i den blomstrende guldalderperiode, der genskaber danskernes stolthed.

Men det er en helt anden historie...