Boligmarkedet er stadig stærkt overvurderet til trods for krisens hug i huspriserne de senere år.
Så hård er dommen fra økonomiprofessor Jakob Brøchner over for TV2 News onsdag aften.
Derfor forudser han, at boligpriserne falder 20 procent over de næste tre år. Brøchner opstiller tre årsager til den ventende nedtur:
1) Boligpriserne er stadig over deres naturlige leje
2) Den globale finansielle krise er endnu ikke overstået
3) Renterne vil stige. Hvornår vides ikke, men det vil ske.
Mange lytter til Jakob Brøchner, fordi han på et tidligt tidspunkt forudså den krise, som vi netop er på vej ud af.
Men de dystre forudsigelser for boligejerne er dog langt overdrevet i denne omgang, mener Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian.
"Jeg medgiver, at der er en masse risici knyttet til udviklingen på boligmarkedet, derfor kan det heller ikke afvises, at der kommer prisfald på markedet over de næste tre år. Men jeg mener, at det er et skræmmescenarie, der bliver tegner her," siger han i programmet 17 Finans.