En pakistansk teenagepige ligger på hospitalet i Peshawar, efter at hun er skudt i hovedet af militante oprørere.
14-årige Malala Yousafza blev angrebet, da hun var ved at stige om bord på skolebussen i den tidligere talibankontrollerede Swat-dal i det nordvestlige Pakistan.
- Malala var ved at stige ind i bussen efter skole, da to bevæbnede mænd åbnede ild mod hende, siger den lokale politichef Rasool Shah.
Den 14-årige pige blev internationalt kendt, da hun for tre år siden havde en blog for britiske BBC. Her beskrev hun, hvordan Taliban brændte pigeskoler ned og begik overgreb mod befolkningen i Swat-dalen.
Malala Yousafza modtog sidste år Pakistans første nationale fredspris og blev desuden nomineret til den internationale børnefredspris af organisationen Kids Rights Foundation 2011.
Også en veninde til Malala blev ramt af skud - men begge er uden for livsfare.
- Hun blev ramt af en kugle i hovedet, men hjernen er uskadt, og hun er uden for fare, siger Taj Mohammed, som er læge på hospitalet i Peshawar.
Ifølge politiet var det to bevæbnede mænd, der gennemførte angrebet mod pigen. Ingen har taget skylden for skyderiet.
Den pakistanske hær indledte i 2009 en offensiv mod Taliban i Swat-dalen. På det tidspunkt havde militante oprørere haft kontrollen over området i to år.
De efterfølgende kampe tvang to millioner mennesker på flugt, men i juli 2009 erklærede hæren området for frit igen.
Malagas blog for BBC var anonym - men hun har også optrådt i to artikler i avisen New York Times.
I 2011 læste hun uddrag af sin dagbog op på BBC. Her lød det blandt andet:
- Mor lavede morgenmad til os, og så tog jeg af sted i skole. Jeg er meget bange, fordi Taliban siger, at piger ikke længere må gå i skole.
/ritzau/AFP