En flok ni-årige århusianske børn gjorde sig i dag et fund, der med garanti bliver på nethinden et godt stykke tid.
I en bæk fandt børnene og deres pædagoger liget af en mand, som var meget medtaget.
"Han er påført nogle skader, som han er død af, og der er tale om en forbrydelse. Vi betragter det som en mordsag," siger efterforskningsleder Michael Weiss til Newspaq.
Liget er naturligvis ikke obduceret endnu, men alt tyder på, at manden er blevet slået ihjel for ganske nylig - sandsynligvis i dag.
Børnene, der går i tredje klasse og var på tur med deres SFO, får nu krisehjælp.
"Det har selvfølgelig ikke været nogen rar oplevelse for børn," konstaterer Michael Weiss.
Om manden ved politiet stadig slet ingenting. Ej heller om der er nogen personer savnet i området. Lidt har de dog at gå efter.
"Vi har nogle spor, vi løber op i øjeblikket, men før vi har dem i land, vil jeg ikke ud med noget, for det kan være, der er nogen, der skal underrettes, før vi går ud og fortæller noget mere," siger efterforskningslederen.
Liget blev fundet i et stort naturområde nord for Braband ved Århus.