Danmark er dybt rystet over, hvor frygteligt udviklingshæmmede behandles på deres bocentre. Billeder fra Strandvænget af ansatte, der ydmyger, råber ad og truer beboere, er hjerteskærende. For de er mentalt som børn.

Men hvordan bliver børn behandlet? I de fleste hjem godt. Familielivet står kærlighedsfuldt i skarp kontrast til den hverdag, som de omsorgsforladte skæbner på bocentrene oplever.

Alligevel kan billederne fra Strandvænget give én bange anelser om, hvad der måske sker inden for hjemmets fire vægge, hvor det skjulte kamera ikke ruller.

For hvem har ikke overværet en sur kælling af en mor råbe ad sin unge, som ikke vil gå, ikke vil i støvlerne, ikke vil rydde op?

Jeg er ikke en helgen. Mit tålmod kan godt slippe op, når min datter kun vil spise morgenmad af den tallerken, som står beskidt i opvaskemaskinen.

Men vi må tage hinanden i det. Som da jeg så en mor verbalt revse sine unger hele vejen igennem Netto:

»I må kunne svare på, om I vil have mælk! Ikke pille! Kom så, for fanden!«

Til sidst sagde jeg til hende, at nu måtte hun holde op. At hun som voksen måtte tage ansvar for, om de skulle have mælk eller ej. Og at hun skulle tale pænt til sine børn.

»Det er fan’eme ikke dig, der har haft dem hele morgenen,« råbte hun surt tilbage over frostdisken.

Nej. Men jeg kunne høre, at de havde haft hende. Så var jeg en luder. Hvilket var okay, for jeg er voksen, så hun kunne sige, hvad hun ville, til mig. Men ikke til ungerne. For de tager skade.

Det var ikke superhyggeligt at stå i kø med hende ved kassen. Men vi skal gribe ind, når vi ser den slags overgreb, som – åbenbart – så let bliver hverdag.