Svært sindslidende mennesker i hovedstaden risikerer at blive endnu mere syge, fordi Københavns Kommune som den eneste i landet stuver dem sammen på store, anstaltlignende bocentre med over 150 beboere under samme tag.

Her er de sindslidende hele tiden omgivet af andre beboere, der har vrangforestillinger, råber og skriger. Og det fastholder dem i deres sygdom, advarer flere eksperter.

Mere syg blandt syge

»Beboerne skal hele tiden lytte til andre beboeres råb og skrig og syge forestillinger, og det bliver man selv angst og mere syg af. Der er ikke nogen til at afdramatisere de syge forestillinger og fortælle, hvad der er normalt,« siger Peter Berliner, forsker ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet med speciale i, hvordan sindslidende påvirkes af at bo i fællesskaber.

Peter Berliner sammenligner fænomenet med fængslerne, hvor de kriminelle lærer de nye indsatte at begå ny kriminalitet.

»På samme måde lærer beboerne på bocentre at være syge patienter. Det bliver meget svært for dem at komme ud af den rolle, når de ikke kommer ud i andre miljøer,« siger han.

De nye galeanstalter

Ole Schouenborg, klinisk psykolog og lektor på Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, er enig.

»Mennesker har en iboende tendens til at ville helbrede sig selv. Men det kræver, at omgivelserne hjælper til. Når man hele tiden er omgivet af folk, der er rablende gale, kan man til sidst ikke se, hvad der er normalt. Man bekræftes tværtimod i, at ens egne syge vrangforestillinger er normale. Det er som et sår, der ikke vil heles, fordi det hele tiden kradses op,« siger Ole Schouenborg, der mener, at de store institutioner er et levn fra fortidens galeanstalter.

Øer i samfundet

Også Jens Hjort Andersen, der er konsulent ved Videnscenter for Socialpsykiatri under Socialministeriet, mener, at de store institutioner i København har lighedstræk med fortidens galeanstalter, hvor de sindslidende boede nærmest hele livet.

»Man kan sige, at beboerne på de store bocentre er blandt nutidens mest isolerede og ekskluderede grupper fra lokalsamfundene – ligesom de sindslidende på galeanstalterne var,« siger Jens Hjort Andersen og forklarer, at når bocentrene bliver så store som i København, etablerer de egne tilbud og aktiviteter for beboerne.

Og dermed støtter bocentrene ikke beboerne til at gøre brug af lokalsamfundets tilbud, som det ellers var meningen, påpeger han.

»På den måde bliver bocentrene nemt til en slags øer uden broer til resten af samfundet,« siger Jens Hjort Andersen, der også kalder de store bocentre »meget uhensigtsmæssige« af en anden grund.

Flere end otte er bedst

Internationale undersøgelser viser nemlig, at det er bedst for de sindslidende ikke at bo flere end otte under samme tag.

»Når der kommer flere end otte beboere, kan de ikke længere relatere sig til hinanden og etablere fællesskaber, uden at det bliver regelstyret. Og når alting skal reguleres med regler, har det den uheldige virkning, at beboerne kommer til at føle sig fremmede over for deres eget hjem,« forklarer Jens Hjort Andersen.

Fire af bocentrene i Københavns Kommune har hver plads til omkring 150 beboere eller derover.