Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
TO ÅRTIERS REFORMER af arbejdsmarkedet, velfærden og socialpolitikken har slidt hårdt på vores kollektive anstændighed.
Det kniber i stigende grad med vores mulighed for at se os i spejlet, mens vi siger til os selv, at det danske samfunds fornemste kendemærke er vores fælles ansvarlighed for de svageste.
Prøv selv at se dig selv i spejlet efter at have læst dette uddrag af en af de mange lægeerklæringer om FOA-medlemmet Henny Soelberg, som for snart ti år siden kom i sit første fleksjob efter at have fået konstateret tre diskusprolapser i ryggen og én i nakken, et lændeskred og revner i knoglerne:
"PATIENTEN LEVER PÅ GRÆNSEN af en katastrofe. Hun har et ustabilt led i sin ryg og er derfor ude af stand til at påtage sig nogen form for arbejde. Tilstanden er stationær, uden udsigt til forbedring, og alle behandlingstiltag er forsøgt. Enhver smertebehandling kan kun gavne hendes livskvalitet, men ikke bedre hendes funktionsevne i ethvert job.”
I de mange år er Henny, der er tidligere dagplejer, igen og igen ikke fundet berettiget til førtidspension.
Og nu sendes hun så endnu engang ud i aktiviteter, der skal forhindre, at hun opnår den førtidspension, som burde være den eneste åbenlyse løsning for både Henny og for et samfund med anstændigheden i behold.
Tænk, at vi som borgere og skatteydere i Danmark skal lægge navn til en så åbenlyst urimelig og uanstændig behandling af et menneske, der indtil sygdommen ramte hende, var selvforsørgende.
OG LÆG DET SÅ SAMMEN MED de dele af de to seneste årtiers reformer, der har ramt mennesker i svære situationer eller i øvrigt har øget uligheden mellem de bedst stillede på toppen af den danske velstandsstige og de, der står ved stigens fod eller på de nederste trin:
En dagpengereform, der kostede titusindvis af lønmodtagere retten til arbejdsløshedsdagpenge, og som reelt er højdepunktet eller rettere lavpunktet i en udvikling, hvor velfærdssamfundets kerneopgave med at skaffe jobs, så mennesker kan forsørge sig selv, bid for bid er blevet erstattet af initiativer, der skal øge det såkaldte arbejdskraftudbud til ikke-eksisterende jobs og af parolen om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
En skattereform, der bevidst gik efter at øge forskellen mellem overførselsindkomster og løn, og dermed efterlade danskere på overførselsindkomster på perronen, når økonomien igen vil rette sig op efter krisen. Og som bygger videre på en udvikling, hvor overklassedanskeren siden 1985 har fået langt over fem gange så mange penge mellem hænderne, mens FOA-medlemmet har under det halve.
EN REFORM AF FØRTIDSPENSION og fleksjob, som voldsomt har reduceret antallet af mennesker, der slipper igennem nåleøjet til førtidspensionen, og mangedoblet antallet af mennesker, der sendes rundt i et ressourceforløbs-hamsterhjul, som for alt for mange ingen ende har, og som har skabt helt nye eksempler på beskæftigelse som eksempelvis fleksjob i ganske få minutter om ugen eller sengepraktik.
Og dertil kommer reformer af ankesystemet, kontanthjælp og sygedagpenge.
En stribe af reformerne har været med til reelt at køre de, der ikke kan stå distancen, ud på et sidespor, der ender blindt.
DEN INDSTILLING TIL MENNESKER, der har brug for en hjælpende hånd, kan vi simpelthen ikke være bekendt. Og slet ikke i et velfærdssamfund, der bygger på anstændighed.
Det er i disse år meget populært i Folketinget at tale om serviceeftersyn af lovgivning, ordninger og velfærdsforanstaltninger.
Vi har ikke brug for et service-eftersyn af de mange reformer.
Det er et anstændigheds-eftersyn af reformernes konsekvenser for de svageste, vi har brug for. Og endda meget brug for.
Og skal det lykkes, at få Folketinget til at beslutte sig for at sætte anstændigheden i højsædet og lave den kritiske gennemgang af reformerne, så er der sikkert mange ting, der skal falde i hak.
MEN DEN AFGØRENDE FORUDSÆTNING er egentlig ganske enkel.
Partier, der tidligere havde en grundlæggende solidarisk tilgang til, at det kun giver mening at tale om et samfund, hvis vi på samme tid føler et personligt ansvar for os selv og vores nærmeste og så et fælles ansvar for de, hvis tilværelse slår knuder undervejs, må simpelthen tage anstændigheden tilbage.
Og det kræver, at partierne får luftet ud, så luften i partiernes top renses for McKinsey-følelseskulden og LA-egoismen.
Det kan også formuleres anderledes:
Skal de partier, som i forskellig udstrækning bygger på solidaritet, kunne spille en afgørende rolle i at tage anstændigheden tilbage, så skal de satse på almindelige danskere i stedet for at satse på den elite, som ikke har fået begrænset deres livsudfoldelse af de mange reformer.
Så skal de satse på at sikre skattekroner til velfærden og ikke skattelettelse til de, der er i arbejde.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.