Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
HVOR ER PENGENE BLEVET AF?
Budskabet stod på et skilt, som den tidligere sundhedsminister Sophie Løhde satte på talerstolen som start på en hilsen til sidste års Psykiatri-topmøde.
Og spørgsmålet er relevant. Folketinget bevilgede i juni 2014 via satspuljeaftalen 2,2 milliarder kroner til styrkelse af psykiatrien, men regionerne har efterfølgende kun kunnet redegøre for anvendelsen af halvdelen af pengene. Altså redegøre for, at pengene rent faktisk er havnet i psykiatrien.
Skiltet er desværre et godt billede på årtiers politiske indsats for at forbedre forholdene for mennesker med psykiske lidelser. Gode initiativer, der ikke nødvendigvis føres ud i livet, som oprindeligt tænkt, og lappeløsninger til brandslukning, når det har udviklet sig helt galt i den ene eller den anden del af psykiatrien.
Senest fik regeringen med møje og besvær hevet et forlig i hus, som tager fat på sikkerheden for de øvrige beboere og ansatte på de socialpsykiatriske bosteder ved til næste år at oprette 150 pladser til de beboere, der er mest udadreagerende, og som ikke kan rummes på bostederne.
Et godt og rigtigt initiativ, fordi antallet af episoder med trusler og vold er eksploderet i den samlede psykiatri.
SIDEN 2012 HAR VI OPLEVET FEM DRAB på ansatte i psykiatrien.
I samme periode er antallet af FOA-medlemmer, som har været udsat for vold og trusler steget eksplosivt, så det nu rammer hvert andet FOA-medlem. Der er tale om næsten en tredobling, og risikoen er nu mere end 8 gange større for FOA-medlemmerne end for de øvrige lønmodtagere på resten af arbejdsmarkedet.
Og 66 procent af FOA-medlemmerne i psykiatrien har oplevet trusler om vold.
Dertil skal lægges et utal af politirapporter om krisemeldinger fra psykiatriske institutioner og strakspåbud fra Arbejdstilsynet om at øge sikkerheden, oprettelse af filialer af ”Pusher Street” på og omkring institutionerne med tilhørende hårde kriminelles opkrævning af narkogæld, og trusler efter melodien ”Jeg ved, hvor du bor” og ”Jeg ved, hvor dine børn går i skole”.
FOAs arbejde med den stigende vold har samtidig afdækket en syg kultur i dele af psykiatrien, hvor svaret på trusler og vold har været ”Hvis du ikke kan tåle et par flade på jobbet, så har du valgt et forkert job”.
Den kultur skal vi gøre op med. De ansatte i psykiatrien skal naturligvis kunne på arbejde i sikker forvisning om, at de kommer hjem i god behold.
Derfor har FOA igangsat en oplysningskampagne om de spilleregler, som giver ansatte ret til at beskytte sig selv og undlade at udføre arbejde, hvor helbred eller liv trues..
MEN DER ER BRUG FOR MERE. Der er brug for en fælles indsats for nul tolerance overfor vold og trusler mod øvrige beboere eller patienter og mod ansatte. En fælles indsats, hvor arbejdsgivere, ansatte, faglige organisationer og Folketing lægger kræfterne sammen.
Magasinet Zetland.dk gav forleden i samarbejde med Fagbladetfoa.dk et dybdeborende indblik i en psykiatri i krise. Et indblik, som med udgangspunkt i en psykisk syg, der kunne være blevet drabsmand, da psykosen satte ind, lægger fakta og dokumentation på borde.
Artiklen dokumenterer også, at eksplosionen i antallet af retspsykiatriske patienter nu har ført til, at næsten hver tiende sengeplads for almindelige psykiatriske patienter er optaget af en kriminel patient. Der er oprettet flere sengepladser i retspsykiatrien, men antallet af patienter med en dom er steget meget mere.
I den samlede psykiatri stiger antallet af patienter og beboere, mens antallet af behandlingspladser falder.
Svingdørs-psykiatrien med for korte genindlæggelser og for hurtige udskrivninger breder sig.
Og botilbuddene afspecialiseres.
Den kommunalreform, der blandt andet skulle sikre en koordineret og afstemt indsats i forhold til de svageste og mest sårbare borgere, har i stedet ladt dem og de medarbejdere, der skal tage sig af dem, i stikken
Botilbuddet skal rumme alt for mange borgere med vidt forskellige problematikker. Det gør det vanskeligere for medarbejdere at yde det optimale for hver enkelt borger. Og det er ikke, fordi de ikke har kvalifikationerne. Det er rammerne, der gør det umuligt. Et specialiseret tilbud koster, og det er ikke en regning, vi kan sende videre til de lokale ledelser på de enkelte botilbud.
Den regning opstår typisk, fordi kommunerne efter kommunalreformen har valgt at hjemtage borgere fra højt specialiserede tilbud til egne almene og billigere tilbud.
Afspecialiseringen sender regningen til regionerne, når beboere på bosteder indlægges igen og igen.
DER ER TO MULIGE UDVEJE på psykiatriens krise.
Enten kriseløsninger, når det brænder på indenfor endnu et område af psykiatrien. Den vej har samfundet betrådt i flere årtier. Resultaterne er ikke opmuntrende. Tværtimod.
Eller en flerårig plan for en målrettet indsats for at bringe psykiatrien på omgangshøjde med det øvrige sundhedsvæsen.
Der er helt indlysende brug for mere end lappeløsninger og brandslukning. Der er i stedet brug for den langsigtede plan for udbygning af tilbuddene til mennesker med psykiske lidelser.
En plan, som både handler om ressourcer, kompetencer, retssikkerhed og ikke mindst bekæmpelse af ulighed. Den ulighed, som rammer psykisk syge stærkere end nogen andre.
Hvorfor ikke prøve at samle alle de, der har med de forskellige områder af psykiatrien at gøre og give os selv den opgave at skabe enighed om mål og midler for en målrettet flerårig indsats: Ministre, psykiatriordførere, bruger- og pårørendeorganisationer, videnskabelige selskaber og faglige organisationer.
VI ER OVERBEVIST OM, at alle, der har med den daglige virkelighed i psykiatrien at gøre, er indstillet på at finde de fælles løsninger. Og hvorfor skulle politikerne ikke have den samme interesse?
Selvom vores roller er forskellige og beslutningskompetencer er forskellige, så tror vi på, at et fælles grundigt arbejde er den eneste farbare vej ud af psykiatriens krise.
Og det eneste værn mod, at sundhedsministre i fremtiden skal efterlyse svar på, hvor ekstra penge til psykiatrien er blevet af.
Lad os nu sammen lave den nationale plan for en værdig og sikker psykiatri.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.