Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
MIN TIDLIGERE DR-KOLLEGA OG JEG ER ENIGE: Det er blevet en sportsgren at ville smadre Danmarks Radio.
Vi sidder sammen i vogn 24, og jeg spørger, hvorfor pokker, det har taget medarbejderne så lang tid at sige fra overfor "huset's" kluddermikkel-ledelse.
Jeg kender i virkeligheden svaret: Det er den karismatiske virksomheds sorte side: At man går så meget i ét med den, at det har udviklet sig til en slags familieforhold. De færreste hænger far og mor ud for åbent tæppe. Og da slet ikke i svære tider, hvor onde kræfter vil smadre DR-familien. Ligesom i DSB, hvor medarbejderne er stille i offentligheden, mens politikerne tager tåbelige beslutninger for milliarder af kroner
Senere samme dag kørte jeg med en helt ung IT-udvikler fra DSB, som nærmest undskyldte sit ansættelsesforhold:
- Du kan måske ikke forstå det, men jeg er faktisk meget glad for at arbejde i DSB. Vi skaber medarbejder-app’s som skal forbedre sikkerheden og kvaliteten i produktionen.
UDEFRA LIGNER DET lort på lort på lort i DR.
De sender medarbejdernes heste til USA og de aflønner konsulenter, som var de direktører.
Konsekvenserne i ”den offentlige mening” har fået sit eget navn: DR-bashing (bashing er ny-globalt for at slå nogen oven i hoved.) Bare sådan én lussing uden at særlig eftertanke. For vi kender jo de der offentlige arbejdspladser, hvor de ikke laver en skid – bort set fra at kaste omkring sig med ressourcerne, fordi pengene jo ikke er deres egne.
I sandhedens tjeneste:
”Hesterejsen” var en af en ”løn-pakke”, som de kalder det i det private erhvervsliv. Man aftaler en fælles lønsum – og bagefter, hvordan den skal fordeles. Det handler om firmavognens størrelse, om virksomhedens betaling til børnenes skolegang – og om forsendelser af kæledyr. Min tavshedspligt i taxien forhindrer mig i at sætte firmanavne på. Men jeg kan afsløre, at der sendes masser af kæledyr til det fjerne østen i det private erhvervsliv. Og der er heller ikke billigt!
Og aflønningen af den nye mangfoldighedskonsulent – den tidligere mediedirektør. Det er vist ikke ukendt i det private erhvervsliv, (der hvor pengene åbenbart er deres egne…?) – at fratrædende direktør udstyres med gyldne håndtryk, som får Gitte Rabøls løn til at ligne småpenge. Og hun bliver ikke sendt hjem med millioner for at holde sig væk – hun skal arbejde for føden.
Selvfølgelig er der brok, når DONG-chefer og ditto fra NETS belønnes spandevis af to - og nogle gange tre-cifrede millioner for privatiseringer og aktiesalg. Kritiske politikere og gravende journalister forsøger at påpege urimelighederne - men stormene går over.
Apropos journalister:
JEG SER STORT SET IKKE ANDET end bashing mod DR. Og de er fuldstændig på linje med deres egne arbejdsgivere i en tese, som jeg ikke er sikker på holder vand: Nemlig, at en økonomisk rundbarbering af DR’s volumen vil skabe grobund for vækst hos dem selv. Hvis det er blevet en utvetydig sandhed, at mindre licens vil skabe succes for avishusene, hvorfor præsenteres vi så ikke for en troværdig dokumentation?
Og hvorfor peger kritiske, journalistiske kommentatorer ikke på, at krigen mod DR i virkeligheden er en slags ”stedfortræderkrig”. Den nuværende regering – årtiers slappeste - har fiasko i skattepolitikken, men de kan vise muskler i licensdebatten.
Mens vi er i familiesproget: Man har opgivet børneopdragelsen, mens man sparker til hunden.
- Du er en gammel DR-ronkedor, kunne man indvende mod Taxamanden, der arbejdede 35 år i Statsradiofonien. Du er ramt af ”familiepesten”.
Der tager man fejl!
JEG ER TILHÆNGER af en tydelig flytning af ressourcer fra koncernen DR – til brug i public service og kulturproduktion udenfor DR. Jeg tror på, at moderne public service bør fordeles på flere public service-virksomheder. Reklamefri medier, som er finansieret af licens eller skat. Og selvfølgelig medier, der skal have deres primære virkefelt udenfor det indlysende kommercielle. Jeg kan ikke finde meget bedre eksempel end etableringen af Radio24syv, som gjorde DR mindre – men skabte øget, samlet lytning til taleradio.
Men jeg træder varsomt med det synspunkt, fordi jeg ikke stoler på, at reduktionen af DR vil blive fulgt op af bevillinger til public service udenfor.
Det næste medieforlig bliver et nedskæringsprojekt!
På grund af den nyliberalistiske vækkelse i disse år. Men også fordi DR’s topledelse optræder som om de var personlige ejere af DR.
Når de argumenterer overordnet, taler de som om, at public service er identisk med institutionen DR.
Når de kritiseres specifikt er argumenterne altid et forsvar. I den sammenhæng kan heste-historien og direktør-lønnen til den nye mangfoldighedskonsulent få stor betydning, selv om den reelle betydning er latterlig lille
Denne cocktail af fjentlighed fra politikere og konkurrenter – og arrogance fra DR-toppen - peger direkte mod voldsomme nedskæringer i næste licensforlig.
TØMMERMÆNDENE BLIVER LYTTERNES, SEERNES OG BRUGERNES – borgernes, når de finder ud af, at mediedebatten i virkeligheden er ouverturen til et nedskæringsprojekt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.