Blog

Af Karen Stæhr og Dennis Kristensen
Se alle blogindlæg

Om Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.

Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.

”ELITENS MENNESKER ER OFTE MERE INTERESSANTE END ANDRE.” Budskabet stammer fra iværksætteren og millionæren Martin Thorborg, der har fortalt Berlingske om sin begejstring for at være endt i eliten ad bagdøren. Uden at være født med guldskeen i hånden og uden at have fået den lange akademiske uddannelse.

Og ikke bare er den danske elite menneskeligt mere interessant end andre. Martin Thorborg gider ganske enkelt ikke spilde tid på mennesker, der ikke har penge, lange uddannelser eller politisk indflydelse: ”Jeg vil hellere sidde til bords med en minister, en erhvervsdirektør, en forsker eller en opdagelsesrejsende, end jeg vil sidde til bords med hr. og fru Danmark.”

”Jeg synes, det er vildt interessant at sidde ved siden af en person med en helt særlig viden, og en jeg kan spejle mig i. En politiker jeg kan stille et spørgsmål på tomandshånd, eller en dygtigt erhvervsleder jeg kan lære noget af.”

Man kan se for sig, hvordan Martin Thorborg nærmest krymper sig ved tanken om at komme til at sidde til bords med en brandmand eller en social- og sundhedsassistent – hr. og fru Danmark.

TROR MARTIN THORBORG VIRKELIG IKKE, at de besidder en helt særlig viden, som kunne gøre ham klogere ved et middagsbord?

Viden om kemikalieudslip, miljøkatastrofer, sammenstyrtningsfare ved ildløs, dykkeropgaver, de mange falske alarmer fra automatiske brandmeldere i industrianlæg, oprydning efter togpåkørsler, forebyggelse af brandfare og brandsikring, brandslukning ved flykatastrofer og meget mere.

Og viden om, at arbejde som social- og sundhedsassistent kræver mod til mennesker. Om forebyggelse og sundhedsfremme og gevinsterne for samfundsøkonomien. Om livskvalitet og værdighed for borgere. Om omsorg og rummelighed i arbejdet svært psykisk syge. Om et værdigt liv med demens. Og hvordan man med værdighed drager omsorg for, at de og deres pårørende på trods af sygdommen får et værdigt liv. Om arbejde med alvorlig sygdom og død. Om pårørende i krise, og patienters angst for sygdommens konsekvenser.

Med din uvidenhed om almindelige danskeres liv og sin højrøvede indstilling til de, der ikke har millioner i banken, føjer du dig til rækken af absurde udsagn fra elitens talsmænd.

Rækken er lang, så vi må nøjes med et par eksempler.

ELITEN KRÆVER PLADS til store armbevægelser og har kun skuldertræk til overs for de, der måtte ryge af i svinget undervejs.

Der skal være plads til eliten. Både bogstaveligt og i overført betydning. For eliten har krav på at kunne løbe en risiko på andres bekostning for at sikre sig den store gevinst. For som antropologen Dennis Nørmark meget rammende har udtrykt det, så må de almindelige danskere flytte sig, når eliten skal kunne udfolde sig med fuldt knald på:

”Tyskerne forstår, at nogle er dygtigere, hurtigere og mere risikovillige end andre. Disse mennesker bor i den yderste venstre vognbane eller i midterbanen på motorvejen. Resten bor til højre. Men ikke i Danmark. For i lighedens rige flytter den socialdemokratiske dansker sit automobil ud i overhalingsbanen – og bliver der.”

Og ikke bare skal de almindelige danskere flytte sig for ikke at stå i vejen for elitens liv på første klasse.

HR. OG FRU DANMARK – brandmanden og social- og sundhedsassistenten - skal ikke blot lade være med at være i vejen for elitens udfoldelsesmuligheder. De har værsågod også at gøre sig usynlige og passe deres jobs uden at gøre så meget stads ud af det.

Det vil simpelthen være kvalmefremkaldende og angstprovokerende, hvis elitens udsyn skæmmes af ganske almindelige danskere, der lever ganske almindelige liv og passer ganske almindelige jobs.

Det har overlæge Henrik Day Poulsen beskrevet så rammende, da der var forslag på vej om kommunernes ret til at få adgang til en bestemt andel af nybyggede boliger:

”I København vil det med stor sandsynlighed betyde, at kun relativt velhavende mennesker vil have råd til at købe lejligheder i fx Ørestaden og Islands Brygge ...

Rige mennesker foretrækker at bo sammen med andre rige. Og det er der da intet problematisk i. Hvorfor skal en direktør tvinges til at bo side om side med folk, han ikke bryder sig om og intet tilfælles har med?”

Tænk sig, hvis direktøren kunne risikere at få en brandmand som nabo til venstre og en social- og sundhedsassistent som nabo til højre? Den tanke kan virkelig få elitens talsmænd til at gyse. Ligesom tanken om at få dem til bords kan få Martin Thorborg til at kede sig ihjel.

SÅ MEGET FOR DET VELFÆRDSSAMFUND. Så meget for den sammenhængskraft.

Martin Thorborgs, Dennis Nørmarks og Henrik Day Poulsens udtalelser er tåbelige.

Men det er i sig selv ikke et problem.

Det reelle problem – Danmarks reelle problem – i disse år er den snigende ”brutalisering” af elitens sprogbrug, når det gælder foragten for almindelige menneskers liv, problemer og behov.

Der bliver ikke længere pakket noget ind.

Grådigheden får frit spil, og foragten for andre bliver elitens varemærke.

MEN VÆRST AF ALT. Det, vi oplever i disse år fra elitens side, kan sammenfattes til: Det ekstreme bliver det normale.

Synspunkter og holdninger, som før kun blev ytret ved lukkede møder for en snæver kreds af hulemænd og -kvinder med køller, luftes nu i offentligheden med både begejstring og stolthed.

Elitens politiske repræsentanter blandt både super-liberalister og ekstremt-konservative har med en aggressiv offensiv for de bedst stilledes ret til at blive endnu bedre stillet gennem en årrække skridt for skridt åbnet vejen for, at elitens talsmænd nu kan sige dét, som tidligere var utænkeligt at fremføre offentligt.

Og skridt for skridt er de ekstreme synspunkter og holdninger blevet god tone blandt elitens fortalere.

Det er i virkeligheden dét, der aller mest bør bekymre besindige danskere i alle lejre. Dét, at det ekstreme bliver det normale.