Jan Andreasen er HF-lærer og studievejleder på Frederiksberg HF. Og medlem af borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet.
Jan har kæmpet for folkeskolen i mange år. Han har været skolebestyrelsesformand på Nørrebro og medstifter af Forældreforeningen Brug Folkeskolen.
Politikernes reform-amok kan give ham gåsehud. Og hans foretrukne skydeskive har i de senere års debat været folkeskolereformen og uddannelseseliten.
Jan blogger om samfundsforhold af enhver slags, med uddannelse og ungdomskultur som hans spidskompetance.
DET STORE PROBLEM i dag er, at eliten lever sit helt eget liv i en boble, langt væk fra almindelige menneskers hverdag.
I disse uger samler en initiativgruppe penge ind til en statue af Anker Jørgensen. Statuen skal placeres på Den Røde Plads i Sydhavnen i København. I Anker Jørgensens gamle kvarter. Gruppen ønsker at hylde og skabe et varigt minde om den tidligere statsminister og fagforeningsformand.
Men det er ikke alle der er lige begejstret for ideen
’Jeg bryder mig generelt ikke om den voksende tendens til at forklare samfundets historie ud fra enkeltpersoners bedrifter og personlige præferencer. Ofte forsvinder fællesskabet’, udtaler socialdemokraten Mattias Tesfaye til netavisen Pio.
Jeg føler mig bestemt heller ikke overbevist om, at Anker Jørgensen selv, ville have været særlig begejstret for ideen. For hvis der var nogen som var anti-elitær, så var det Anker Jørgensen.
DET ÆNDRER DOG IKKE VED, at Anker Jørgensen selvfølgelig tilhørte eliten i samfundet. Ligesom Pernille Skipper fra Enhedslisten naturligvis tilhører eliten, kunne man tilføje, efter sommerens debat om den hjemlige elite.
Begge har - eller havde – i kraft af deres positioner i politik, så store muligheder for at øve indflydelse på samfundsudviklingen, at det gør en diskussion om hvorvidt de to tilhører - eller tilhørte eliten - fuldstændig absurd.
Det store problem, i dagens Danmark er, at store dele af eliten, lever i en arrogant boble uden forbindelse til den virkelighed alle vi andre lever i. Og det er et problem der har vokset sig større og større igennem en årrække.
FOR BETRAGTER MAN udviklingen i Danmark, i de seneste 25-30 år, er der mange eksempler på, at eliten – politikere, eksperter, embedsmænd, medier – er blevet så forelsket i deres helt egne projekter/politik, at man fuldstændig har glemt, at der faktisk også findes mennesker og en verden udenfor den, som boble eliten boltrer sig i.
At der er helt almindelige mennesker – faktisk millioner af mennesker - der skal leve med de store beslutninger, som eliten træffer, er helt banalt. Bare ikke for eliten. Man kan iagttage, at store dele af eliten ikke er klar over, at man faktisk har et meget stort ansvar, når man har magt og indflydelse.
Lad mig give et par eksempler på, hvor det er gået helt galt.
- DEN OMFATTTENDE DJØFISERING af dansk politik, har fuldstændig kortsluttet den demokratiske proces. Regneark produceret af regnedrengene i finansministeriet, styrer reformarbejdet i folketinget. Først og fremmest arbejdsmarkedsreformerne (dagpenge, kontanthjælp, efterløn, fortidspension, efterløn, folkepension osv.) Fagfolk og almindelige lønmodtagere er koblet helt af. Det er svært at tænke sig noget mere elitært. Djøfernes regnearksdemokrati har haft voldsomme konsekvenser for millioner af danskere. Som Mogens Lykketoft engang sagde: ’Hvis finansministeriet havde regnet sådan på Staunings tid, så havde vi ikke haft en velfærdsstat.’
- INGEN HERHJEMME VIL VEL påstå at integrationen af de mange mennesker, der er kommet hertil landet i de seneste 30 – 40 år, primært fra mellemøsten, har været nogen stor succes. Kultureliten – og dele af den politiske elite - elskede og fremhævede fra starten den store multikulturelle berigelse disse mennesker kom med. Men snart dukkede skyggesiderne op: Udsatte boligområder, arbejdsløshed, en forholdsvis høj kriminalitet blandt unge indvandrerdrenge osv. osv. Mange danskere der havde problemerne tæt inde på livet blandede sig snart i debatten. De fik imidlertid at vide at de tog helt fejl og at de bare var ude på at diskriminere. For eliten havde sit helt eget multikulturelle projekt, som ingen skulle bryde sig om at diskutere, alt imens eliten selv, befandt sig i sin helt egen boble, på behagelig lang afstand af hverdagens problemer.
- UDDANNELSESELITEN LEVER OGSÅ i en boble helt for sig selv. Stort set alt reformarbejde, der har med uddannelse at gøre, gennemføres henover hovedet på alle os der arbejder på gulvet med børnene og de unge. Det gælder på de videregående uddannelser, ungdomsuddannelserne og i folkeskolen. Folkeskolereformen er det seneste eksempel. Hvad i alverden skal vi dog med en lang skoledag og en folkeskolereform, med en masse tiltag, som ikke hænger sammen? I dag 3 år efter reformen er sat i søen, er der ikke mange der kan forstå det. Det var elitens projekt.
DERFOR FÅR ELITEN også – helt efter bogen – nogle tæsk for øjeblikket. Og så nytter det ikke noget at klynke. Eller løbe skrigende bort fordi man ikke bryder sig om at tilhøre eliten.
Eliten kunne lære meget af en politiker som Anker Jørgensens måde at arbejde på. Han glemte aldrig hvem han var til for. Derfor befandt han sig i en konstant dialog med verden udenfor statsministeriet og folketinget. Han var bevidst om at magten var noget han havde til låns og den skulle varetages med stor ydmyghed.
Set med nutidens øjne kan man kritisere mange af hans beslutninger. Men jeg vil især huske ham for, at han ikke var bange for at tage slagsmålet med A. P Møller om Nordsøolien. Og så stod han i spidsen for efterlønnen – den sidste store progressive arbejdsmarkedsreform - som han senere selv betragtede som sit største resultat som statsminister. En reform som hundrede tusinder af danskere har haft glæde af. Desværre er den nu ved at blive udfaset, hvilket rammer masser af nedslidte mennesker.
Jeg kan ikke sige det mere klart:
Vi har simpelthen brug for meget mere Anker Jørgensen i dansk politik. Tak!!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.