Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
SÅ KUNNE Europa og verden ånde lettet op!
Centrumkandidaten og den tidligere socialist, Emmanuel Macron, bliver Frankrigs nye præsident.
Frankrig, Europa og verden undgik Marine Le Pen – højre-kandidaten fra et parti med et historisk anstrøg af fascisme og antisemitisme – kunne ikke nå at vaske det sorteste smuds af Front National og franskmændene fik den præsident, som de var mindst kede af at skulle have.
Tilbage står en venstrefløj som er så smadret, at man må spørge sig selv, om den nogensinde vender tilbage, som vi kender den.
I hundredeåret for den russiske revolution og små 30 år efter den kommunistiske bloks sammenbrud, er det ikke bare de klassiske, røde diktaturer og planøkonomier, der er udbrændt. Undertiden ser det ud som om, at hele den socialistiske bevægelse er i sin sidste livsfase.
Lige nu ser det ud som om, den demokratiske socialisme har to veje:
1) At holde fast i de gamle hovedprincipper, som udspringer af at repræsentere de mindst privilegerede klasser – med risiko for at fordampe og forsvinde i konkurrencen med de højre-populistiske partier.
2) At ændre politik og fjerne klassiske røde dogmer for fortsat at kunne bejle til magten.
HVAD ENTEN vi kan lide at høre det eller ej, har den nye verden betydet en reel markedsgørelse af politik – også af politik i rød blok – uanset vores påstande om, at politik er for mennesker og markedet for forbrugere.
Vi har eksempler på de to veje – at holde fast i kernen eller at holde fast i markedet.
I England er Labour nærmest smadret med en leder, som er ret alene med sin ægte, røde profil i sit eget parti.
I Tyskland opstiller SPD Martin Schulz. Han er folkelig og populær – men holder sig som navnkundige, europæiske og humanistiske Merkel borte fra flirten med den populistiske højre – og sejren er langt fra givet, for Merkel har i realiteten trukket de konservative langt, langt ind mod midten. Og hvad er så den reelle forskel i en verden, hvor udefra kommende problemer i realiteten definerer, hvordan man løser de indre.
Og så Frankrig: Socialisterne evnede hverken at genopstille deres nuværende præsident eller at finde en, som ikke havde haft fingrene i klejnekassen.
I Norge har den konservative Erna Solberg evnet at gøre skattenægterne i Fremskridtspartiet moderate og stuerene.
I Sverige. Ja, den svenske, socialdemokratiske bevægelse står – endnu, ligesom de borgerlige nægtede at lade sig spænde for en populistisk vogn. Men Moderaterne er i bevægelse for at score stemmer fra de nationalistiske Sverigesdemokrater.
I DANMARK er socialdemokraterne i gang med et kursskifte, som er så markant og iscenesat, at det er helt tydeligt, hvem der hovedrollerne i processen med at trække partiet mod midten og højre. Set i et magtperspektiv, er det til at forstå og teknisk set ret godt gået og i pagt med tidsånden.
Henrik Sass er den virkelige ”badcop” – den hårde agent i opklaringsarbejdet. Han kan sagtens være både konkurrenceglad for Uber og direkte i krig med den muslimske kulturinvasion. Her er både inspiration fra LA og DF.
Den begavede Mattias Tesfaye, der på få år har taget rejsen fra den yderste venstrefløj til midten af Socialdemokratiet, har med en velskrevet og rost bog sat ord på højresvinget i flygtninge-debatten, som kaster sin slagskygge over ALT på det danske, politiske marked. Han gør op med pladderhumanisme, som kendetegnede 68-generationens socialdemokrater. Han har et godt kort på hånden: Gode gamle Anker Jørgensen sagde det jo selv: De fremmede skal hjem, når der ikke længere er arbejde til dem.
OG FOR bordenden sidder så Mette Frederiksen, som engang tilhørte venstrefløjen i partiet. Hun giver på en gang sine politiske arbejdsmænd plads til at trække bananvognen mod højre, mens hun i ord og stil minder om noget fra venstre.
Der er kort og godt lagt op til en magtovertagelse - og danskerne vil indtil nu hellere have Mette fra Ålborg end Lars fra Græsted – som statsminister.
Men vi lever - også på det politiske marked - i disruption-tider, hvor gamle spilleregler er under afvikling. Det, der sendte tossehovedet Trump i det Hvide Hus, det, der kan smadre britiske Labour ved næste valg. Det der har sendt de franske socialister til tælling.
HVAD ER svaret i S, når DF må rykke mod højre i flygtningepolitikken for at gøre sig tydeligere end De Nye Borgerlige?
Hvad gør man, hvis de stemmer, man vinder tilbage fra Dansk Folkeparti, tabes i den anden ende, fordi vælgerne på socialdemokraternes venstrefløj ikke vil være med længere i hverken sprogbrug eller politik.
Hvordan vil man blive ved med at fastholde kontanthjælpsloftet og samtidigt fremstå som partiet, der altid har taget vare på ”den lille mand/kvinde?
Hvad er udsigten i en ny regering, som sidste gang vendte ryggen til røde kærnevælgere - blandt andre danske skolelærere med et hårdt konfliktindgreb. En rød regering som stod bag en omdiskuteret nyliberal politik som salget af DONG.
OG HVAD med forholdet til de radikale – som før har sagt NEJ til socialdemokraterne, selv om S havde succes? Det berømte valg i 1990, hvor Auken tabte statsministeren trods en fremgang på 14 mandater. Det endte ikke som en kortvarig fejltagelse. Det gav Poul Schlüter 11 år som statsminister!
Man må lade Socialdemokratiet, at kursskiftet er tydeligt.
Om højst to år afklares det, om den socialdemokratiske højredrejning var genial – eller en uhørt kamikazeflugt i et parti som – uanset drejningen – føler en nærmest historisk ret til at regere.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.