Nogle er helt tossede med Hans Christian fra Korsbæk. Andre løber rundt i små cirkler, når de ser Huset på Christianshavn. Gang det med 1.000, og du er ikke i nærheden af det, hvordan jeg har det med Homer. Homer er min helt.
Her undrer nogle sig nok over, hvordan man kan være vild med en overvægtig, halvskaldet, gul, midaldrende mand, hvis klareste karaktertræk er, at han er klodset, tankeløs, grov, inkompetent, intolerant, doven og semi-alkoholiseret.
Sandheden er, at det er svært at være andet. Homer Simpson er et menneske uden overjeg. Han har vendt behovspyramiden om og givet den en rusker, så kun sult, tørst, søvn, parringstrang og egoisme ligger tilbage på bunden. Han udstiller, hvad der sker, når man lader drifterne dundre derudaf og lader hånt om hensyn og habitus.
Og så udstiller tv-serien, som Homer er hovedperson i, alle de amerikanske ekstremer, vi elsker at hade og i hemmelighed hader, at vi elsker. Hellig homofobi bliver stillet over for regnbuer og bøssebyer. Miljøfanatikere og trækrammere over for oliesvin og kernekraftsmilliardærer. Seksualforskrækkelse over for Britney Spears.
En fans frygt for fiasko
Nu er filmen om familien Simpsons fra Springfield endelig i biograferne, og da jeg selv tirsdag trissede rundt før pressevisningen med mit hjerte i halsen og en donut i hånden, hørte jeg min indre stemme insistere på, at jeg skulle smutte hjem igen. For hvad nu, hvis de havde solgt ud og gjort den Disneydum.
Skulle jeg så gå hjem og smide alle dvd’erne ud, slette de hundredevis af citater i min hjerne og klippe klassefotoet fra 1. g i stykker, så ingen længere kan grine af en endnu uspoleret ungkarl i Bart Simpson-t-shirt.
Jeg kan med sindsro sige, at min frygt ikke blev fuldbyrdet. Filmen er langt fra fejlfri, men al det vigtigste er med: Samvittighedsløs samfundssatire, et vogntog af one-liners, hensynsløs heksejagt på hedninge og så selvfølgelig Homer for fuld hudblæsning.
Dumme danske stemmer
Eneste totale hjerneblødning er, at filmen bliver vist med dansk tale i 28 biografer landet over ”for også at tilgodese familier med mindre børn”. D’oh!
Katastrofalt, fordi nogle kunne tro, at The Simpsons er for børn, fordi den er tegnet. Det svarer til at sige, at pistacieis er sundt, fordi det er grønt.
Og så er dubbing direkte grotesk, fordi The Simpsons bliver indtalt af verdens suverænt største stemmeskuespillere (de får typisk en lille million kroner per afsnit af tv-serien – hver).
Så sæt din senile far til at passe dine uvorne unger, spænd livremmen ud, lad skægget stå og inviter din indre Homer med ind i biografmørket til en engelsksproget oplevelse. Det er gult, galt og genialt.